Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Djursland

Oprindelig forfatter Stelz Seneste forfatter KBcke

Nationalpark Mols Bjerge indviedes i 2009.

Nationalpark Mols Bjerge indviedes i 2009.

Djursland, halvø ved Kattegat midt på den jyske østkyst, ca. 1200 km2.

Halvøens eksistens skyldes formodentlig de højtliggende kalklag der er skudt op ved forskydninger langs brudlinjer i undergrunden. Kalklagene eller limstenen kommer frem i de lodrette klinter ved Sangstrup Klint og Karlby Klint nord for Grenaa.

Kystlinjerne mod nord og øst er udjævnet af bølger og strømme, mens kystlinjen mod syd har et meget uregelmæssigt forløb med store vige, Kalø Vig, Begtrup Vig og Ebeltoft Vig, der er gravet ud af gletsjere mod slutningen af istiden. Store mængder af overvejende sandede materialer blev presset op som en bræmme af randmorænelandskaber omkring vigene; mest imponerende i Mols Bjerge hvor flere bakker er over 100 m høje; Agri Bavnehøj er 137 m.

Annonce

Nord for randmorænerne dannedes smeltevandssletter, bl.a. Tirstrup Hedeslette, hvor Aarhus Lufthavn ligger. De sandede dele af morænebuerne og de tilstødende smeltevandssletter er dækket af store plantager; moræneskråningerne er mod vigene bebygget med feriehuse.

Djursland betyder 'området omkring Diursa', kendes ca. 1200 som Dyursa 'åen hvor mange dyr holder til', ældre navn på Grenåen.

Under Litorinahavets største udbredelse for ca. 6000 år siden trængte vandet ind over de laveste dele af smeltevandssletterne, og Norddjursland blev en ø. Med landhævningen blev Norddjursland igen landfast og kun en langstrakt sø, Kolindsund, blev tilbage efter den tidligere fjord.

Søen blev afvandet og tørlagt i 1870'erne, og bunden udnyttes til intensiv planteavl af nogle få storgårde langs bredden. Norddjurslands landskab består især af sandede moræneflader i 25-50 m højde med dybt nedskårne dale. I et bælte fra Løvenholm til Sostrup på Norddjursland findes skov og mose. Området er stærkt udvidet gennem 1900-t. ved tilplantning af mange små landbrug.

Langs nordkysten ligger sommerhusområder der strækker sig mere end 1 km ind i landet. De centrale og østlige dele af Djursland har mere stabile landbrugsområder med mange landsbyer. Djurslands større byer er lokaliseret ved kysten, fx Grenaa og Ebeltoft, eller ved dalsystemerne, fx Ryomgård og Kolind.

Djursland er siden 2007 administrativt opdelt i Norddjurs og Syddjurs Kommune.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Stelzner: Djursland i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=65567