Borris Sønderland, 55 km2 stort hede- og moseareal ved Borris, øst for Skjern. Den uregulerede Omme Å løber gennem den sydvestlige del af området og mødes vest herfor med Skjern Å.

Det flade område med moser og kær har kun enkelte små bakker, deriblandt Søbjergene, Røverstuerne og Blæsbjergene. Området er rigt på revling, tyttebær og tranebær, som er af stor betydning for fuglelivet. Blandt områdets karakterfugle er tinksmed, misteldrossel, vendehals og mosehornugle. Heden rummer desuden en betydelig bestand af råvildt.

Området anvendes som militært skydeterræn og administreres af Forsvarsministeriet i samarbejde med Hedeselskabet. Den oprindelige Borris Hede (20 km2) blev som en af landets første landskabsfredninger fredet i 1903 på foranledning af botanikeren Eug. Warming.

Adgang til området kræver tilladelse fra Hovedvagten ved indkørslen fra Borris.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig