Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Agger Tange

Oprindelige forfattere EgonJ og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Agger Tange, delvis kunstig landtange mellem Agger og Thyborøn Kanal. Den består af et kraftigt forstærket klitdige mod Vesterhavet og strandengen mod Krik Vig. 1,5 km øst herfor ligger en sikkerhedsdæmning med Aggervejen til Thyborønfærgen.

Tangen, 8,5 km lang, ender mod syd i den stadig voksende sandodde Svanholm og er dannet ved aflejring af sand, der er vandret mod syd fra Thys vestkyst. Der sker en stadig nedbrydning af Agger Tange, op til 9 m årligt, hvilket søges hindret med 29 kraftige høfder med en indbyrdes afstand på 400 m og ved strandfodring. Den længste høfde, umiddelbart nord for indsejlingen til Thyborøn Kanal, er over 800 m lang.

Havet har flere gange gennembrudt tangen. Resterne af den tidligere Aggerkanal, dannet under stormflod i 1825, ses stadig. Thyborøn Kanal, dannet som det sydligste af to gennembrud i 1862, holdes åben ved regelmæssig sandpumpning. En byggesag i forbindelse med opførelsen af to hoteller i 1980 gav anledning til en skærpelse af Miljøloven.

Annonce

Hovedparten af Agger Tange er fredet naturområde, der tillige med omgivende vandarealer er udpeget som Ramsarområde, EF-fuglebeskyttelsesområde og EF-habitatområde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Egon Jensen, Lars Serritslev: Agger Tange i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=34055