• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aars

Oprindelig forfatter Stelz Seneste forfatter Redaktionen

Aars, by i det vestlige Himmerland, ca. 35 km sydvest for Aalborg; 8246 indb. (2017). Aars var indtil strukturreformen 2007 hovedby i Aars Kommune og er nu en del af Vesthimmerlands Kommune.

Annonce

Den tidligere landsby har udviklet sig som stationsby og er med sin centrale beliggenhed ved rute 29 Vesthimmerlands største by.

Efter Aars, 1394 Arsoghæreth, måske af mandsnavnet gammeldansk *Āar og -høj; ældste form er sammensat med herred.

Byen er udbygget med parcelhuskvarterer mod nord, øst og syd og med et stort erhvervsområde i byens vestlige udkant. Her ligger virksomheder inden for bygge-, elektro- og metalvarebrancherne.

I Aars ligger også Vesthimmerlands Gymnasium og flere fagskoler. Aars Kirkes indre blev 2004 renoveret under medvirken af billedkunstneren Erik Heide.

Vesthimmerlands Museum og Himmerlands Kunstmuseum er forenet i Museumscenter Aars med en ny bygning af arkitekten Jens Bertelsen (f. 1956) og billedkunstneren Per Kirkeby, indviet 1999. På museet kan man bl.a. se en kopi af Gundestrupkedlen som blev fundet i Rævemosen ved Gundestrup 2 km øst for Aars. Originalen findes på Nationalmuseet i København.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Stelzner: Aars i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185527