Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Middelgrunden

Oprindelig forfatter Mees Seneste forfatter KBcke

Middelgrunden, ca. 6 km lang og 2 km bred grund af kalksten på 2-5 m dybde i Øresund nordøst for Amager; ca. 10 km2. Grunden er begrænset mod Amager af Kongedybet og mod Saltholm Flak af Hollænderdybet. To lystønder og anden afmærkning markerer grundens stejle sokkel mod de omgivende 10-15 m dybe sejlløb.

Navnet Middelgrunden anvendes i 1533 som Middelgrunden, om grunden mellem Kongedybet og Hollænderdybet.

Gennem 1900-t. benyttedes grunden til affaldsdeponering af bl.a. byggematerialer; over det centrale rev er der kun 1-2 m dybt. I 2001 indviedes verdens daværende største havvindmøllepark på Middelgrunden med tyve 2 MW-møller, der står i en nord-syd-gående række. Projektet er et samarbejde mellem Københavns Energi og et lokalt vindmøllelaug. Middelgrunden blev hurtigt overgået af andre havvindmølleparker som verdens største.

Middelgrundsfortet

Søfortet Middelgrundsfortet blev anlagt som en kunstig ø på den nordlige spids af Middelgrunden 1890-95 som et led i regeringen Estrups udbygning af Københavns befæstning. Fortets opgave var sammen med Kastrup Fort at sikre København mod bombardement fra søsiden samt spærre sejlløbene fra syd ind mod byen. Det var i brug som fort indtil 1962, og 1968-84 blev det anvendt af Flyvevåbnet som her anbragte seks affyringsramper med tilhørende Hawk-missiler. Det blev derefter i en periode anvendt som lejr for udenlandske asylansøgere m.m.

Annonce

Da fortet definitivt blev forladt, blev dets indre genstand for voldsomt hærværk, og stenfiskere tog for sig af stensætningen. Middelgrundsfortet blev i 1998 overdraget til det statslige ejendomsselskab Freja, som i 2002 solgte det til en privat køber. Det Danske Spejderkorps overtog 2015 øen og fortet for at oprette en "Ungdommens Ø" fra 2017.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Horst Meesenburg: Middelgrunden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125182