Kolding Fjord, sydjysk fjord, som udgør en ca. 10 km lang, tragtformet indskæring fra Lillebælt. Fjorden er en del af en tunneldal, der fortsætter mod vest gennem Kolding og Kolding Ådal. Den har på nordsiden forbindelse til Gudsø Vig og den smalle Eltang Vig. Kolding Fjord har en 7 m dyb sejlrende fra Lillebælt til Kolding Havn.