Hatter Barn er en 5 km lang øst-vestlig sandryg øst for Samsø. Ryggen, der ligger på et stort flak i 2-5 m dybde, er på det sydøstlige hjørne markeret med et fast fyr. Nord for Hatter Barn ligger Hatter Rev, der har fast fyr ved sit nordvestlige hjørne og spærrer sejlløbet mod syd. Hatter Barn og Hatter Rev ligger på hver sin side af det vigtige sejlløb T-ruten, der mellem Samsø Østerflak og Sejerø fører gennem de komplicerede grunde og forbinder Kattegat med den dybe rende i Storebælt. Farvandet mellem Hatter Barn og Hatter Rev udgør et af de farlige steder ved T-rutens besejling med store skibe.