Pipstorn Skov, skov 4 km sydøst for Faaborg. Skoven er fyldt med fortidsminder: Langdysser fra 3600-3200 f.Kr. bygget af de første agerdyrkere, mindst 34 gravhøje fra bronzealderen (1800-500 f.Kr.), højgrave under lave høje fra yngre bronzealder (1000-500 f.Kr.), grave med stenkredse fra sidste del af jernalderen (500-1000 e.Kr.) samt højryggede agre fra dyrkning af jorden i middelalderen. Området har været skov i flere hundrede år, hvilket har sikret fortidsminderne for eftertiden.