Horne Kirke (Faaborg). Foto: 2006.

.

Horne Kirke (Faaborg). Foto: 2006.

.

Horne Kirke (Faaborg). Foto: 2006.

.

Horne Kirke (Faaborg).

.

Horne Land, bred, uregelmæssig halvø lige vest for Faaborg omgivet af Sønderfjord, Lyø Krog og Faaborg Fjord.

Faktaboks

Etymologi
Horne Land nævnes fra 1231 som Horn, om Horne Sogn, af gammeldansk horn i betydningen 'fremspring'.

Det bakkede landskab, der mod sydvest afsluttes af lave klinter, når i Tostebjerg midt på halvøen 62 m.o.h. I sydøst er Horne Land ved en smal tange forbundet med morænebakken Knolden (30 m.o.h.).

Nordkysten har mange krumodder, og ved trafikhavnen Bøjden danner krumoddevæksten strandsøen Noret, en kendt fuglelokalitet. Strandene vest for fiskerihavnen Dyreborg og ved Sinebjerg er populære badesteder. Byen Horne (942 indb. 2013) ligger centralt på halvøen.

Horne Kirke

Horne Kirke, 5 km vest for Faaborg, er Fyns eneste rundkirke, opført i kampesten i 1100-t. Rundskibet kan oprindelig have haft to stokværk. I gotisk tid blev kirken udvidet med korparti, skib og stort tårn, mens klokkeværket, de svungne gavle og spiret er fra slutningen af 1500-t.

Hornebogen, et evangeliehåndskrift fra begyndelsen af 1200-t. med bind fra ca. 1325, skænkedes kirken i 1656, men kom til Nationalmuseet i 1810, da Preben Bille-Brahe til det nærliggende gods Hvedholm forestod en nyindretning af interiøret i empirestil og lod et gravkapel opføre ved G.F. Hetsch (1825).

Altertavlen, der fremstiller Kristus og børnene (Lad de små børn komme til mig) er malet 1812 i Paris af C.W. Eckersberg og hører til hans bedste religiøse arbejder; døbefonten, der har været tilskrevet Bertel Thorvaldsen, skyldes snarere G.F. Hetsch.

I 2004 blev Anders Thomas Jensens film Adams Æbler (2005, Robert) optaget i og ved Horne Kirke. De fleste af filmens indendørsbilleder er optaget inde i kirken, hvis interiørfarver er hvide og grå.

Kirkens hjemmeside

Se også kort, foto m.m. på www.korttilkirken.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig