Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hindsholm

Oprindelig forfatter NUHa Seneste forfatter Redaktionen

Hindsholm, halvø på det nordøstlige Fyn nord for Kerteminde. Østkysten er en retlinjet udligningskyst, der i nord ender i Horseklint og krumodden Tornen nær Fyns Hoved. Fra vestkysten strækker halvøen Skoven sig mod vest til Gabet, der udgør indsejlingen til Odense Fjord. Nord herfor skærmer halvøen Langø for nogle mindre øer i bugten Lillestrand. Hindsholm var tidligere en ø, men det smalle sund Tårup Strand blev inddæmmet i 1800-t. Landskabet er præget af Storebæltsgletscherens moræneaflejringer under sidste istid. Specielle plantesamfund findes på de tørre overdrev og hævede kystskrænter.

Stednavnet kendes fra 1231 som Hægnæzholm, af gammeldansk *hægnath 'indhegning' og holm 'ø'.

På Hindsholm findes flere landsbyer, hvoraf især Viby er kendt for sine velbevarede bindingsværksgårde, samt de tidligere stationsbyer Mesinge, Dalby og Martofte. Spredte sommerhuskolonier findes langs vestkysten, og den meget besøgte Bøgebjerg Strand ligger på østkysten.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Ulrik Hansen: Hindsholm i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91558