Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helnæs

Oprindelig forfatter NUHa Seneste forfatter Redaktionen

Tangen Langøre, der fører fra Helnæs til Fyn.

Tangen Langøre, der fører fra Helnæs til Fyn.

Helnæs, halvø på det sydvestlige Fyn. Helnæs, der via tangen Langøre er landfast med Agernæs og Fyn, består af et buet bakkedrag omkring strandengen og overdrevsområdet Maden.

Dette område er et marint forland, og på de kalkholdige jorder findes bl.a. gøgeurt. Nordligst på Helnæs ligger de fredede Bobakker (1965).

Helnæs kendes fra 1231 som Hælghænæs 'det hellige næs'.

Den smalle ås Halen, en fredet (1956) del af Helnæs Ås, strækker sig næsten 1 km herfra mod nordøst. Trundkær Bakke udgør den sydlige del af Helnæs og når 30 m.o.h.

Annonce

Det meste af bebyggelsen er samlet i den langstrakte Helnæs By, der har mange velbevarede bygninger fra 1800-t. Sydøst for byen ligger et sommerhusområde og et lille fiskerleje med udsigt over øen Illum og Helnæs Bugt.

Helnæs Mølle ved Helnæs Bugten blev opført i 1843; den er i dag omdannet til et natur- og friluftscenter.

Helnæs Fyr.

Helnæs Fyr.

Helnæs Fyr

28 m hvidt fyrtårn, med en flammehøjde på 30 m, bygget i 1900 og taget i brug året efter. Indvendigt adskiller fyret sig fra andre danske ditto ved at være opdelt i etager med reposer... Læs videre om Helnæs Fyr.


Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Ulrik Hansen: Helnæs i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90327