Gyldensteen Strand, Gyldensteens inddæmmede Strand, naturområde med fjord og sø på i alt 616 ha ved Fyns nordkyst øst for Bogense. Området var indtil 2014 et indvundet strand- og laguneområde på ca. 4,5 km2. I 1870'erne blev en række øer, bl.a. Store Stegø og Langø, forbundet med dæmninger, hvorved ca. 6 km2 (inkl. Orestrand) lagune- og strandsump blev afspærret fra havet og derefter tørlagt, bekostet af godset Gyldensteen. I 1945 og 1953 brød havet gennem dæmningerne, og først fra 1960 var indvindingen effektiv. Det sandede og dyndagtige areal anvendtes til dyrkning af korn og grøntsager. Stedet har været kendt for sine store flokke af gæs i træktiden.

Aage V. Jensen Naturfond erhvervede i 2011 det inddæmmede område og de tidligere øer Lindholm og Langø sammen med den vestlige del af Ore Inddæmmede Strand, kaldet Reservatet, med henblik på at genskabe naturværdierne i området samt indhente erfaringer med naturgenopretning i kystnære områder. I 2014 blev digerne mellem Langø, Lindholm og Store Stegø fjernet, hvorved der er skabt en lavvandet fjord omgivet af smalle strandenge samtidig med at Lindholm genopstod som ø. Dele af området, 142 ha, vil fremover fremstå som et ferskvandet sø- og rørskovsområde, Gyldensteen Sø, med seks øer og i gennemsnit 0,5 m dyb.

Der er projekteret veje, cykel- og gangstier i et omfang af 5 km; der er endvidere ved Eriksholm anlagt et besøgscenter med undervisningslokaler, udstilling og publikumsfaciliteter, Naturrum Gyldensteen, og der vil blive opsat fem udkigs- og fugletårne.

Gyldensteen Strands hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig