Viby Mølle

Viby Mølle fotograferet i 2023.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Viby Mølle er en vindmølle af hollandsk type med galleri. Den ligger 6 km nordøst for Kerteminde på halvøen Hindsholm og er den sidste bevarede på halvøen af dens oprindelig syv vindmøller. Viby Mølle står på en kunstig høj, undermøllen er opført i pudset gulkalket granit, mens den ottekantede overmølle og den løgformede hat består af træ, tækket med spåner.

Historie

En stubmølle, der omtales i 1662, men som blev nedbrudt efter den daværende møllers død i 1851, blev erstattet af en hollandsk mølle, der kom til at stå på samme højdedrag som stubmøllen, dog ikke på samme sted.

Men den mølle, som står her i dag, er ikke den oprindelige hollandske mølle. Den nedbrændte den 21. maj 1869 efter et lynnedslag, beskrevet således af en nabokone: "Et lyn og et brag, så "brææde" hele møllen". En ny mølle opførtes med det samme, og den blev takseret til brandforsikringen året efter. Det var en imponerende mølle med seks kværne, heraf to grubbe-/pille-/skallekværne.

Oprindelig havde Viby Mølle sejlførende vinger/vinger til kludesejl og krøjede manuelt, men mølleren forsøgte af følge med udviklingen, Antagelig i 1902, da møllen blev omvurderet dette år, fik den derfor vindrose og jalousi-/klapvinger, så vingerne automatisk drejedes op mod vinden og blev selvsvikkende, dvs. de åbnedes og lukkedes med vindens styrke. Mølleren skulle ikke længere selv ændre sejlarealet.

Fredning

Som de andre mindre møller kunne Viby Mølle i længden ikke klare sig, så Johannes Møller, den sidste af den slægt, der havde drevet møllen i ca. 150 år, siden 1919 som selvejere (senest tilhørte møllen godset Hverninge), måtte indstille driften endeligt i 1956.

Møllen blev fredet i 1959, og Selskabet Danske Møllers Venner overtog den efter nogle års forløb. Selskabet forårsagede bl.a., at vindrosen blev nedtaget, og et manuelt krøjeværk, svarende til det oprindelige, blev sat op. Den nuværende ejer Viby Sogneforening tog over i 1987, og året efter blev møllen genindviet. Den var nu funktionsdygtig efter en gennemgribende renovering, hvor den også havde fået sejlførende vinger som de oprindelige. I årenes løb er der sket yderligere renoveringer.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig