Odenses historie

Odense er første gang nævnt i et brev fra den tysk-romerske kejser Otto 3. fra 988. Byen var da allerede bispesæde, men formentlig også tidligere et centrum for Odinkulten. Arkæologiske fund tyder på, at bebyggelsen var centreret nær det nuværende rådhus. På den anden side af åen lå fra ca. 980 trelleborgen Nonnebakken.

Den 10.7.1086 dræbtes Knud 4. den Hellige i Sankt Albani Kirke, og år 1100 blev han helgenkåret. Indkaldte benediktinermunke fra England dannede snart grundstammen i Sankt Knuds Kloster, hvor den engelske munk Ælnoth kort efter 1100 skrev Danmarks første litterære værk, der omhandler Knud 4. den Helliges liv og død. Sankt Knuds og flere andre senere klostre styrkede hurtigt byens position som religiøst og kulturelt centrum; i 1482 trykte den tyske bogtrykker Johann Snell, der var indkaldt af Odenses gejstlighed, de to første bøger i Danmark.

I de første 100 år efter Reformationen udbyggede byen sin position som handelscentrum for det fynske opland. Storkøbmænd som Oluf Bager eksporterede levende kvæg fra det fynske landbrug og samlede store formuer, der bl.a. blev omsat i et byggeri af fornemme bindingsværksgårde. Byggeriet blev også fremmet af den fynske adel, som holdt vinterkvarter i byen. Svenskekrigene og det dermed forbundne skattetryk ramte fra midten af 1600-t. Odense hårdt. Trods statslige initiativer som Tugt- og Manufakturhuset fra 1752 og en betydelig produktion og eksport af bl.a. handsker kom byen først omkring 1800 for alvor ud af den økonomiske stagnation.

Odense blev havneby med åbningen af Odense Kanal i 1804, vejene omkring byen blev forbedret, og fra 1840'erne sprængtes de gamle rammer. En lang periode var Odense kongerigets næststørste by. Portene forsvandt 1851, og få år senere bredte byen sig også syd for åen. Odense fik som den første danske by moderne vand- og gasværk i 1853, og med jernbanen over Fyn var der mange forudsætninger for den hastige industrialisering, byen nu oplevede.

Bystyret var helt frem til 1937 konservativt domineret, ikke mindst fordi det frem til 1932 lykkedes at holde arbejderkvarteret Skibhuskvarteret uden for købstaden. Under besættelsen var folkestrejken i Odense i sommeren 1943 en vigtig baggrund for de begivenheder, der førte til samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august samme år.

Det 175 m høje Odinstårnet, opført 1934-35 på Bolbro Bakke af stålrør fra bygningen af Lillebæltsbroen, blev i 1944 sprængt i luften af Brøndumbanden.