Fønsskov, halvø mellem Gamborg Fjord og Lillebælt 7 km syd for Middelfart. Den 8 km lange og op til 2 km brede halvø består af lave morænebakker og af strandsumpe med strandvolde; nordspidsen har en kraftig oddevækst, Fønsskov Odde. De lerede, frugtbare jorder dyrkes af få større gårde, bl.a. Sparretorn, der alle ejes af Wedellsborg Gods.