Jegensbugt, en svagt udviklet havbugt omkring Østerby Havn på Læsø. Strækningen vest for havnen benævnes Kirkebugt. Pynten Jegens Odde 1 km fra havnen danner grænse mod øst. Kysten er en lav stejlkyst, hvor havet eroderer klinter ind i hævede, grusede litorinastrandvolde. Havdybder over 6 m ligger kun 250 m fra kysten.