Anholt

Anholt, ø midt i Kattegat, ca. 50 km nordøst for Djursland; 22 km²; 154 indb. (2014). Anholt hører til Norddjurs Kommune. Øen består af et morænebakkeland og et marint forland, Ørkenen. En stor del af øen, deriblandt hele Ørkenen, er fredet.

Bakkelandet ligger på øens vestlige del mellem Nordbjerg og Sønderbjerg, der med 48 m.o.h. udgør øens højeste punkt. Det afgrænses af meget stejle, furede litorinaskrænter, der mod sydvest og syd er under stadig erosion. I 2013 er der ved Danmarks Naturfredningsforening rejst fredningssag for en betydelig del af bakkerne omkring byen, fortrinsvis en revision af tidligere fredninger.

Et afvandet, fugtigt engområde var oprindelig en havbugt, der efter landhævningen siden sidste istid udviklede sig til en indsø. Vinkelforlandet Flakket, et lavt strandområde med flere strandsøer nordøst for Nordbjerg, er dannet siden statshavnens anlæg 1899-1903.

Ørkenen optager ⁴/₅ af øens areal. Den er en hævet, ofte stenet strandvoldsslette, hvis vestlige del ligger i 12-13 m højde, og den har grovsandede klitter på op til 24 m og fintsandede klitter langs kysterne.

Mod nordøst ligger Sandmilerne, nogle tyndt bevoksede, op til 21 m høje vandreklitter. Ørkenen og dennes 12 km fortsættelse i Østerrev er dannet af sand og grus, ført med strømmen fra vest og aflejret som strandvolde i læ bag morænebakkelandet. Efterhånden som strandvoldssletten blev tørlagt under landhævningen, har vinden dannet klitterne. Ørkenen blev fredet i 1939.

Indtil midten af 1500-t. var Anholt dækket af fyrreskov, men en omfattende hugst efterfulgt af sandflugt midt i 1600-t. lagde øen øde. Efter 1885 kom der system i tilplantningen, og plantagerne Wilhelminelyst og Hermandsgave er anlagt i hhv. 1895 og 1908.

Øen gror langsomt til med fyr, gran og enebær i bakkerne samt marehalm og hjælme i klitterne. Kommunen arbejder med at holde Ørkenen fri for opvækst. Spættet sæl og gråsæl yngler ved Totten længst mod øst.

Bebyggelsen er koncentreret i Anholt by og omkring havnen. De gamle Anholterhuse er lange, lave bindingsværkshuse, væggene lerklinede, og trækonstruktionen kan være af vragtømmer eller træ skovet til formålet.

Byggeskikken afhænger af byggeår og materialeudbud fra strandingerne. Husene ligger planløst, vejene er smalle, og stier bugter sig mellem husene. Øen har færgeforbindelse til Grenaa, og flyvepladsen i Ørkenen med 650 m græsbane anvendes om sommeren til dagflyvninger til og fra Roskilde Lufthavn.

Turisme er øens vigtigste erhverv. Ca. 50 000 turister besøger årligt Anholt, og de bor på campingpladser eller i sommerhusene uden for Anholt by. Fiskeri er øens eneste primærerhverv, og fangsten sendes til Grenaa.

Øen har eget elværk. Søværnets Operative Kommando (SOK) har kystradarstation til farvandsovervågning på Anholt. Det nu ubemandede Anholt Fyr er fra 1881.

15 km sydvest for Anholt ligger Anholt Havmøllepark, opført 2012-13.

Der er gjort arkæologiske fund fra alle oldtidsperioder på Anholt; særligt talrige er fundene fra yngre stenalder (grubekeramisk tid). Indtil midten af 1500-t. tilhørte øen i kirkelig henseende Morup sogn i Halland. Mange anholtere blev dengang begravet ved "den røde kirke" i Morup.

Anholt var i ældre tid underlagt kronen, men blev i 1668 solgt og overgik i 1674 til Hans Rostgaard, hvis søn, litteraten Frederik Rostgaard, vakte opmærksomhed ved at klage over den ufordelagtige omtale af øens beboere i Ludvig Holbergs "Peder Paars".

Siden har størstedelen af øen været i denne slægts eje under det von der Maase'ske Fideikommis. Under Den Store Nordiske Krig (1700-21) blev Anholt plyndret af svenskerne, og øen var 1809-14 besat af englænderne. I 1800-t. var bjergning og sælfangst en vigtig indtægtskilde sammen med fiskeri og i mindre udstrækning landbrug.