Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rudkøbing

Oprindelige forfattere Folke, HeMJ og NUHa Seneste forfatter christi@n

Rudkøbing. Det brolagte Gåsetorv med Rudkøbing Apotek.  I forgrunden ses en kopi af H.V. Bissens statue af H.C. Ørsted, der blev rejst i 1920 til markering af hundredåret for hans opdagelse af elektromagnetismen. Foto fra 1990'erne.

Rudkøbing. Det brolagte Gåsetorv med Rudkøbing Apotek. I forgrunden ses en kopi af H.V. Bissens statue af H.C. Ørsted, der blev rejst i 1920 til markering af hundredåret for hans opdagelse af elektromagnetismen. Foto fra 1990'erne.

Rudkøbing, by på Langeland; 4586 indb. (2017). Rudkøbing er kommunecentrum, fra 2007 for Langeland Kommune.

Rudkøbing bærer præg af gammel købstad, som turismen har tilføjet nyt liv. Foruden det ældste industriområde ved havnen og på det tidligere baneterræn er der et nyere industrikvarter øst for byen nær omfartsvejen.

Her ligger virksomheder inden for byggeri-, metal-, glasfiber- og næringsmiddelbranchen. Havnen ligger ud til sejlrenden gennem Rudkøbing Dyb og har færgeforbindelse til Strynø samt Marstal Ærø.

Annonce

Pakhuse og siloer vidner om dens funktion som transporthavn for landbruget. Den nordlige del er lystbådehavn med et mindre bådeværft, og her ligger også feriehotellet Skudehavnen.

Det usædvanligt smukt bevarede købstadsmiljø kommer især til udtryk i den gamle bydel, der har bevaret sit middelalderlige gadenet med krogede, smalle stræder og idylliske bindingsværkshuse samt statelige borgerhuse.

Navnet Rudkøbing nævnes fra 1287 som Rudkiøbing, antagelig af et gammeldansk stednavn *Rutha, identisk med det gammeldanske rutha 'rydning', og -købing 'handelsplads'.

Hovedstrøget går fra havnen via Brogade til Østergade. På det nyklassicistiske apotek er der indsat en mindeplade for byens to kendte apotekersønner, Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted. Langelands Museum udstiller flere steder i byen.

Fritidsområdet Vejlen syd for byen har siden 1991 været vært for Langelandsfestivalen, der hver sommer tilbyder familievenlig underholdning for ca. 30.000 besøgende.

Rudkøbing blev anlagt i 1100-t., men fik aldrig større betydning pga. det beskedne opland. Byen, der oprindelig var befæstet med volde og grave, led hårdt under svenskekrigene, og over halvdelen af byens gårde og huse blev lagt øde.

I 1822 blev der anlagt en havn, og hundrede år senere var 17 større sejlskibe hjemmehørende i byen. Det gamle rådhus er fra 1843. Langelandsbroen åbnedes i 1962.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Henrik M. Jansen, Niels Ulrik Hansen: Rudkøbing i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153150