Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Besser Rev

Oprindelige forfattere HKuhl og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Besser Rev, en sjælden og kompliceret strandoddedannelse, der som en 5 km lang, smal og lav "mole" skærmer Stavns Fjord på det nordøstlige Samsø. Den er opbygget af sand og sten, som havet har tilført fra syd og fra Samsø Østerflak mod øst, der er tidligere moræner. Den sydlige del af revet, Draget, består kun af en to km lang, smal rullestensstrandvold med en mindre åbning mod fjorden; dette gab forskydes mod syd. Ved Dragets nordende udvider revet sig til et øagtigt parti på 200×200 m, Albuen. Det er dannet af strandvolde både fra nord og syd, og her findes også eng og strandsøer. Nord for Albuen er revet en smal vegetationsdækket barriere, der ender i et 200 m bredt fed, Havnehage. Barrieren tangerer midtvejs den lille cirkelrunde moræneø, Hønsepold, i fjorden. Den er med sin 13 m høje kuppelform helt afvigende fra revet. På Havnehage ses rester af skanser fra krigen mod England 1801-14.

Besser Rev indgår i et EF-fuglebeskyttelsesområde, et EF-habitatområde samt et Ramsarområde og siden 1999 i Stavns Fjord Vildtreservat.

Annonce

Stednavnet kendes fra 1424 som Bætzer, Bæstzer, sidste led er ør 'gruset strandbred' (om revet); forled usikkert, måske ordet bede 'græsgang'.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Kuhlman, Lars Serritslev: Besser Rev i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46376