Vapnø slot opført 1754 under Georg Bogislaus Staël von Holstein (1685-1763).

.

Gammel avlsbygning på Vapnø.

.

Den store løsdriftstald på Vapnø.

.

Vapnø, svensk Wapnö, svensk herregård i Halland få kilometer nord for Halmstad. Hovedbygningen fra 1754 er opført på fundamenter fra en ældre borg.

Vapnø Gods er i dag på 2200 hektar, og det drives som aktieselskab. Gården har med 1400 mælkekøer en af Sveriges største kvægbesætninger. Hovedbygningen bliver sammen med en del af avlsgården drevet som restaurant, hotel og kursusvirksomhed. En gårdbutik sælger fortrinsvis Vapnøs egne produkter.

I slutningen af 1300-tallet var Vapnø et kloster. Et barnebarn af den svenske helgeninde Birgitta af Vadstena testamenterede godset til klosteret i Vadstena 1379. 1409 solgte klosteret godset.

Fra 1470 var godset i slægten Urups besiddelse, men 1661 blev godset overtaget af den nye svenske generalguvernør for Skåne, Gustaf Otto Stenbock. 1741 blev Vapnø købt af generalløjtnant Georg Bogislaus Staël von Holstein (1685-1763). Holstein ophøjede Vapnø sammen med nabogodset Sperlingsholm til fideikommis for slægten, dvs. at hans efterkommere kunne eje, men ikke sælge godset. Fideikommiet blev i 1964 afløst af Wapnø AB, og Vapnø ejes fortsat af familien Staël von Holstein.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig