Trollenäs, hvor der på muren ses en hovedløs trold, som også kendes på Trolleslægtens våbenskjold.
Trollenäs
Trollenäs Slot er i fransk renæssancestil.
Trollenäs
Licens: CC BY NC SA 3.0

Trollenäs, slot i Eslöv, Skåne. En renæssanceborg, opført for Tage Ottesen Thott i 1550, blev ombygget 1797-98. Arkitekten Ferdinand Meldahl om- og udbyggede 1891-93 slottet i fransk renæssancestil med elementer fra senmiddelalderen og tilføjede to fløje med gavlpavilloner og et tårn i gården. Samtidig blev de overdådige interiører udformet af arkitekten Agi Lindegren (1858-1927).

Thottfamilien er en af Skånes ældste adelsslægter. Siden 1200-tallet er det en Thott, der har været ejer af godset Næs (nu Trollenæs). Den sidste Thott på Næs, Knud Thott, mageskiftede i 1682 Næs med Gavnø. Gavnøs ejer var Helle Rosenkrantz, enke efter admiral Niels Trolle. Hun havde i 1680 købt nabogodset Eriksholm (Trolleholm). Således slap den skånske uradelsslægt Thott ud af Skåne, hvor de havde været på de tabende danskeres side og blev med Gavnø godsejere på Sjælland. Den sjællandske adelsslægt Trolle – med den hovedløse trold i deres våben – valgte en fremtid med store godser i Skåne. Trolleslægten stammede oprindelig fra Småland i Sverige. Familien Trolle ejer fortsat Trollenæs og Trolleholm, og familien Thott ejer stadig Gavnø.

Helle Rosenkrantz' søn Arvid Trolle overtog 1685 Næs og blev optaget i den svenske adelstand. Det er hans efterkommere, som fortsat ejer Trollenæs. I 1755 blev godsets navn Næs ændret til Trollenæs, da godset blev en del af et fideikommis.

I 1893 blev hovedbygningen ombygget ved den danske arkitekt Meldahl. Han har formet den hovedløse trold fra Trollernes våben af de sortbrændte teglsten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig