Svanholm. Hovedbygningen har en midterrisalit med fronton over indgangsportalen, og den er dækket af et stort mansardtag.

.

Svanholm, hovedgård (sædegård) 4 km nord for Skibby i Horns Herred. Gården er nævnt 1346, da den tilhørte Niels Knudsen Manderup, senere bl.a. slægterne Bille og Bille-Brahe.

Faktaboks

Etymologi
Navnet kendes fra 1346 som Suanæholm, af svane og -holm.

Den trefløjede hovedbygning, der på sit voldsted i hovedtræk fremstår som efter en gennemgribende ombygning i 1744, består af en østfløj med portgennemkørsel, højt mansardtag og frontonprydet midterrisalit samt to mindre sidefløje; i den nordre indgår rester af Esge Billes stenhus, der ved en stentavle dateres til 1549.

Svanholm Gods, der blev delvis udstykket i 1930'erne, omfatter 415 ha (2014).

Svanholm-kollektivet

I 1978 overtog Kommanditselskabet Jarnved Svanholm og omdannede det til et produktionskollektiv, som har ca. 150 beboere (2014). Godsets jorder er alle blevet omlagt til økologisk drift. Årlig distribueres 4000-5000 t grønt og frugt af egen avl eller fra andre danske eller udenlandske avlere primært til danske supermarkeder. Svanholm sælger også økologisk mælk, ligesom kollektivet har et direkte salg af økologiske produkter. Til godset hører endvidere en række virksomheder: Produktion af naturlegepladser, klinik med alternativ behandling, Svanholm Træemballagefabrik og Svanholm Træ og Økobyg. I 1999 havde kollektivet en omsætning på ca. 30 mio. kr. Alle indtægter fra produktion og lønarbejde uden for kollektivet går i en fælles kasse, som afholder alle udgifter, herunder lommepenge til beboerne. Kollektivets øverste besluttende myndighed er det ugentlige fællesmøde, hvor man diskuterer sig til enighed.

Svanholms hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig