.

Hvedholm er en hovedgård (sædegård) 3 km vest for Faaborg. Hvedholm er nævnt i 1475 som tilhørende Erik Hardenberg. Godset var 1581-1937 i slægterne Bille og Brahe/Bille Brahe Selbys eje, fra 1751 som stamhus, omfattende Hvedholm, Østrupgård, Steensgård og (fra 1758) Damsbo, 1798-1928 som grevskabet Brahesminde.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Hvedholm kendes fra ca. 1450 som Huedeholm 'holmen, hvor der dyrkes hvede'.

Den trefløjede hovedbygning i to etager over en høj kælder fra 1588 er i det ydre helt præget af en ombygning 1878-1883, i det indre af moderniseringer efter statens overtagelse af bygningen i 1928 og indretning til social institution. Denne blev nedlagt i 1993, og i 1996 blev hovedbygningen overtaget af familien Lokdam, der kalder den Hvedholm Slot og har indrettet hotel, restaurant, butik og vinkælder. Den tilknyttede park har et klassicistisk Pantempel fra ca. 1800.

Ladegården med de massive kampestensbygninger og Horneporten fra 1637 har siden 1928 været hjemsted for godsdriften.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig