Frederiksborg Slot

Slottets historie går tilbage til 1560, hvor Frederik 2. ved mageskifte fik Herluf Trolle og Birgitte Gøyes befæstede gård Hillerødsholm. Efter en række til- og ombygninger og under navnet Frederiksborg – opkaldt efter Frederik 2. – gjorde kongen gården til jagtslot og hovedsæde for sine nordsjællandske ejendomme.

Sønnen Christian 4., der i 1577 blev født på Frederiksborg, lod de gamle bygninger nedrive og opførte i stedet 1602-1625 det nuværende pragtslot, der i sin ydre form hovedsagelig fremtræder som dengang. Ansvarlig for projektet var formentlig den nederlandske bygmester Hans van Steenwinckel d.æ., hvis sønner Hans d.y. og Lorenz overtog bygningsarbejdet efter faderens død i 1601.

Byggestilen er nederlandsk renæssance med mure i røde teglsten og dekorationer i lys sandsten.

Størstedelen af slotsanlægget er placeret på tre forbundne småøer i søen:

På den sydligste holm ligger foruden de to fæstningstårne fra Frederik 2.s anlæg en række teglstensbygninger, hvoraf den højeste, Herluf Trolles Tårn, ligeledes er fra 1500-t. Bygningerne danner den såkaldte Staldgade, som fortsætter i den svungne S-bro.

På den mellemste holm passerer man gennem det mægtige porttårn ind i den ydre gård, der mod vest og øst afgrænses af henholdsvis Slotsherrens Hus og Kancellibygningen. Neptunfontænen er en kopi af Adriaen de Vries' oprindelige vandkunst fra ca. 1620, hvis figurer i 1659 blev taget af svenskerne som krigsbytte og placeret i Drottningholms have.

På den yderste holm ligger selve slottet, en stor, trefløjet bygning, der efter fransk forbillede er lukket mod syd ved en lav terrassemur. Slottets fire etager høje hovedlænge, Kongefløjen, med de kongelige lejligheder flankeres mod vest af Kirkefløjen med Slotskirken og derover Riddersalen og mod øst af Prinsessefløjen.

Foran Kongefløjen ses det loggialignende toetagers Marmorgalleri, der danner udvendig forbindelsesgang mellem Kirkefløjen og Prinsessefløjen. Marmorgalleriet – med søjler og statuer af antikke planetguder – er tegnet af Hans van Steenwinckel d.y. og udført 1619-21 i Hendrik de Keysers værksted i Amsterdam. Udvendige spirkronede trappetårne skaber passage mellem slottets etager; kirkens høje klokketårn står i slotsgården.

I forlængelse af Kongefløjen ligger den overdækkede bro, Løngangen, som over en kanal danner forbindelse til Audienshuset. På Audienshusets rigt dekorerede pragtportal, Møntporten, finder man et relief med Mars og Venus, krigens og kærlighedens gud og gudinde, der tolkes som symboler på Christian 4. og hans hustru, Kirsten Munk.

Audienshuset danner den nordlige afslutning på den langstrakte Carrouselgård, benyttet til ringridning. Ringrendingsporten fra 1736 med Caspar Finckes bevarede jerngitter (1615) afgrænser gården mod syd.

Af slottets oprindelige interiører er kun Slotskirken med omløbende galleri bevaret. Her ses Hans Barchmanns (1582-1648) originale stolestader med intarsiaarbejde (1616) samt Jacob Mores' altertavle og prædikestol med guld, sølv og ibenholt. Kirkerummets loftshvælvinger er rigt udsmykkede med bemalet og forgyldt stuk og sandstensornamentik.

Slotskirken har bl.a. været ramme om salvningerne af de enevældige konger, den første i 1671, den sidste i 1840. Den rummer Elefantriddernes skjolde samt Compeniusorglet fra ca. 1610.

De fleste af slottets øvrige interiører har siden opførelsen lidt en sørgelig skæbne. I 1659 erobredes Frederiksborg Slot af svenskerne, som tog det meste af inventaret i krigsbytte, og præcis 200 år senere, i 1859, hærgedes slottet af en voldsom brand, hvor Konge- og Prinsessefløjen samt det øvre af Kirkefløjen med Riddersalen udbrændte indvendig.

Slottet blev genopført i årene efter 1860 under ledelse af Ferdinand Meldahl, og indretningen bekostedes af især brygger J.C. Jacobsen. Den blev foretaget på grundlag af bl.a. Heinrich Hansens detaljerede tegninger og malerier fra tiden kort før branden.

Rummene i Konge- og Prinsessefløjen er meget frit genskabt; mere korrekt er interiøret i Rosen nederst i Kongefløjen og i Riddersalen med det tunge, udskårne træloft og Karel van Mander 2.s gobeliner, der blev genskabt 1903-28. Christian 4.s bedestol ved kirken blev ligeledes rekonstrueret og udsmykket med billeder af Carl Bloch (1865-79).

Uskadt af branden i 1859, men ombygget indvendigt af Lambert van Haven i 1680'erne efter en tidligere brand står derimod det indre af Løngangen og Audienssalen, der med sit fine kuppelhvælvede stukloft og marmorerede vægpaneler betegnes som et af van Havens hovedværker. Jacob d'Agars portrætter af de oldenborgske konger fra 1686 pryder væggene.

• Frederiksborgmuseet