Fjellebro, Fjællebro, hovedgård og gods 6 km syd for Ringe på Fyn. Fjellebro tilhørte i midten af 1400-t. slægten Skinkel. 1818-99 var den stamhus for slægten Holck-Winterfeldt, derefter var den i slægten Ahlefeldt-Laurvig-Billes eje. Den ældste kendte, firefløjede hovedbygning blev opført ca. 1555-1622. Ved en ombygning i 1726 for grev Philip Ditlev Trampe blev den reduceret til tre fløje i to etager, der ligger på en holm, omgivet af sø og voldgrave. Den er restaureret af bl.a. arkitekt Gotfred Tvede 1912-13.