Bækkeskov, hovedgård 8 km nord for Præstø. Blandt gårdens ejere var Knud Ahasverus Becker, der i 1738 blev myrdet af undertrykte hovbønder. Under to af de følgende ejere, Bredo von Munthe af Morgenstierne og dennes søn, blev Bækkeskovs jordtilliggende øget og den trelængede ladegård fornyet ved om- og nybygninger. Den nuværende hovedbygning, der ligger højt i en landskabelig have, er opført for den engelskfødte baron Charles Joseph Selby 1796-98. Det er en fornem bygning, hvis stil minder om C.F. Harsdorffs, men har engelske skydevinduer og oprindelig ens indgangspartier i de to gavle.