Holbæk Slots Ladegård, tidligere hovedgård ved Holbæk. Af ladegården til Holbæk Slot, der i 1798 blev flyttet til den nuværende placering, er der dannet et typisk herregårdsanlæg. Slottet med tilliggende købte Henrik Thott af kronen i 1661, men det nuværende klassicistiskprægede anlæg tilkom senere. Hovedbygningen opførtes 1798, udvidedes med de to korte sidefløje 1892 og forhøjedes 1934 med én etage; den store gårdsplads flankeres af avlsbygninger fra 1800-t. Siden 1963 rummer bygningerne Kunsthøjskolen.