Hirschholm Slot er en tidligere hovedgård og kongelig sommerresidens i Hørsholm nord for København.

Faktaboks

Også kendt som

Hørsholm Slot

Stedet, som under navnet Hyrningsholm havde været i kronens eje siden 1300-tallet, fik sin storhedstid under Christian 6., der skænkede det til sin dronning Sophie Magdalene. Hun lod 1733-1744 Lauritz de Thurah ombygge de eksisterende bygninger (af bl.a. J.C. Krieger og J.C. Ernst) til et firefløjet pragtslot i to etager med mansardtag på en holm i en sø. På en anden holm anlagdes en barokhave, forbundet med slotsholmen ved en allébevokset dæmning. I slottets hovedfløj lå bl.a. en toetagers festsal med omløbende galleri og springvand.

De efterfølgende regenter mistede interessen for Hirschholm, og under krigen mod England valgte Frederik 6. at nedrive det og sælge eller genbruge byggematerialerne; som det sidste blev slotskirken nedrevet i 1818. På den tidligere slotsholm opførte C.F. Hansen Hørsholm Kirke (indviet 1823), syd for hvilken man stadig kan se resterne af slotshaven. Avls- og domestikbygninger fra 1700-tallet rummer i dag bl.a. Jagt- og Skovbrugsmuseet og Hørsholm Egns Museum.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig