Hagestedgård, (1196 Hakestad, af hage 'fremspring', måske om Tuse Næs, og -sted 'grund for bebyggelse'), hovedgård og gods i landsbyen Hagested 7 km NV for Holbæk. Den er nævnt i Kong Valdemars Jordebog ca. 1230, var krongods til 1540, derefter i skiftende slægtseje, 1769-1953 Castenschiold/Grevencop-Castenschiold. I den trefløjede hovedbygning i bindingsværk fra 1748 står hovedfløjen over en høj kælder med mure fra Johan Friis' renæssanceborg fra 1555 og sammenbygget med et tårn af samme alder. Tårnet blev forhøjet 1862, og hele hovedbygningen blev restaureret i 1977. Godset udgør s.m. Hagested Skov I/S 480 ha (1996).