Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marmorbroen

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

København. Marmorbroen. Arkitekten Niels Eigtved tegnede den yndefulde Marmorbro, der spænder over Frederiksholms Kanal. Broen er smykket med fire store portrætmedaljoner og ornamenter i rokokostil, udført under ledelse af billedhuggeren Louis-Augustin Le Clerc 1740-45. Foto: Ursula Fugmann, 2005.

Marmorbroen, bro i København, der forbinder Slotsholmen med bydelen sydvest herfor. Navnet Marmorbroen kommer af dens marmorbeklædte fortove, broen selv er opført af, eller rettere, beklædt med sandsten.

Broen spænder med tre flade buer over Frederiksholms Kanal og fører fra Christiansborg Slots ridebaneanlæg til gaden Ny Vestergade; nær broen ligger Prinsens Palæ, det nuværende Nationalmuseet.

Marmorbroen blev ligesom de to pavilloner, der afslutter Ridebaneanlægget, opført 1739-45 efter udkast af Niels Eigtved i forbindelse med fuldførelsen af det aksefaste slotsanlæg. Den er smykket med fire store portrætmedaljoner og ornamenter i rokokostil, udført under ledelse af billedhuggeren Louis-Augustin Le Clerc.

København. Marmorbroen. Arkitekten Niels Eigtveds to pavilloner danner overgangen mellem Marmorbroen og Christiansborg Slots ridebaneanlæg. Billedhuggeren Johan Christoph Petzold udførte pavillonernes figurer. Foto 2005.

En omstændelig og kostbar restaurering af broen og dens relieffer blev indledt i begyndelsen af 1970'erne ved bl.a. Eric Erlandsen, Johan Galster og Povl Søndergaard. En genindvielse fandt sted i 1983.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marmorbroen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=275022