Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jægerspris Slot

Oprindelige forfattere Salto og TPC Seneste forfatter MHansen

Jægerspris Slot. Hovedbygningens sydfløj med de to tårne. Bagved anes nordfløjens høje midterparti. Bygningerne th. og tv. er af nyere dato og huser i dag børnehjem.

Jægerspris Slot. Hovedbygningens sydfløj med de to tårne. Bagved anes nordfløjens høje midterparti. Bygningerne th. og tv. er af nyere dato og huser i dag børnehjem.

Jægerspris Slot, slot, hovedgård og gods (1997: 3012 ha), tidligere benævnt Abrahamstrup, fra 1677 Jægerspris. Gården nævnes i 1318 som kongsgård; senere blev den overdraget prins Carl 1703-29 og kronprins Christian (6.) til 1730. Dronning Juliane Marie fik slottet i morgengave i 1752.

Jægerspris købtes 1854 af Frederik 7. og overgik ved hans død i 1863 til Grevinde Danner. Efter hendes død i 1874 blev den testamentarisk overgivet Kong Frederik Den Syvendes Stiftelse, oprettet "for hjælpeløse og forladte Pigebørn, især af Almuen".

Den nuværende hovedbygning er et trefløjet barokanlæg i to etager. Nordfløjens midterparti i 31/2 etage stammer fra det middelalderlige Abrahamstrup; forhøjelsen med gavlkvisten tilkom 1721-22, da også sydfløjen fra 1590-1600 og dens vesttårn forhøjedes, og østtårnet blev opført.

Annonce

Jægerspris Slot. Nordfløjen med den høje midterdel, der stammer fra det middelalderlige Abrahamstrup.

Jægerspris Slot. Nordfløjen med den høje midterdel, der stammer fra det middelalderlige Abrahamstrup.

Østfløjen opførtes 1730-31, og 1745-46 opførtes nordfløjens forlængelse mod vest sammen med det ottekantede kuppelspir på gårdsiden. Slottet rummer mindestuer for Frederik 7. og grevinde Danner, børnehjem (for både piger og drenge), børnehjemsmuseum og udstillingsrum.

Jægerspris Slot benævntes 1677 Jegerspris, efter overjægermester Vincents Hahn, til hvem slottet blev overdraget 1677.

Nær slottet i have, hegn, skov og åben mark står kæmpehøjene Jættestuen og Julianehøj. Arveprins Frederik stod bag opstillingen 1777-89 af 54 mindestøtter i den nærliggende mindelund over fortjente danskere, udført af Johannes Wiedewelt. Mindelunden med stenstøtterne skulle fungere som "belærende" have, tilrettelagt som en oplysende vandring i dansk kulturarv.

Jægerspris Slot lagde 1966-2006 navn til Jægerspris Kommune.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lulu Salto Stephensen, Tommy P. Christensen: Jægerspris Slot i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102699