Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Høveltegård

Oprindelig forfatter TPC Seneste forfatter PKN

Høveltegård, (1346 Høholt, af høj 'gravhøj' og holt 'skov'), mellem Blovstrød og Birkerød i Nordsjælland er siden 1977 en del af Høvelte Kaserne, fra 1992 Garderkasernen Høvelte. Gården nævnes 1346, men overgik først til selveje i begyndelsen af 1700-t. Den nuværende hovedbygning opførtes 1917-19. Høveltegård solgtes i 1942 til Schalburgkorpset, og efter krigen anvendtes den som flygtningelejr. Hovedbygningen var 1947-63 tjenestebolig for 1. regiments (fra 1961 Danske Livregiments) chef, derefter hjemsted for Hærens Signalskole og Forsvarets Forvaltningsskole. Siden 1912 har dele af gårdens jorder været anvendt til militært øvelsesområde og skydebaner. Sommerkasernen, opført 1910-12 og senere udvidet, blev under Besættelsen overtaget af den tyske værnemagt. På Høvelte Kaserne har Sjællandske Telegrafregiment, Danske Livregiment og fra 1977 Den Kongelige Livgarde været indkvarteret. 1997-2009 fandtes hovedkvarteret for en multinational FN-styrke, SHIRBRIG, på kasernen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy P. Christensen: Høveltegård i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95610