Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Engelsholm

Oprindelig forfatter TPC Seneste forfatter KBcke

Engelsholm.

Engelsholm.

Engelsholm, tidligere hovedgård og gods ved Engelsholm Sø 14 km vest for Vejle. Engelsholm overgik 1452 fra kronen til Timme Nielsen Rosenkrantz. 1590-1725 var den i Brahe-slægtens eje. En hovedbygning i to etager med fire blytækkede hjørnetårne blev opført for Tycho Brahes bror Knud Brahe 1592-93, muligvis af Hans van Steenwinckel d.æ. eller Hercules von Oberberg. Dette renæssancehus ombyggedes senere for storkøbmanden Gerhard de Lichtenberg af N.H. Riemann, og i 1740 fremstod det som et barokhus med hvide mure, tag i sortglaserede tegl og løgkupler på hjørnetårnene.

Navnet kendes fra 1452 som Engylstholm 'holmen ved Engelsted', af gammeldansk ængil 'forsnævring'.

Engelsholm Gods blev udstykket i 1931, og avlsgården blev nedrevet. Den fredede hovedbygning, der er omgivet af voldgrave, blev i 1939 købt til højskole, fra 1952 den selvejende institution Engelsholm Højskole. Lærer- og elevboliger er opført ved bl.a. arkitekt Jens Malling Pedersen (1920-2008).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy P. Christensen: Engelsholm i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70860