Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Boller

Oprindelig forfatter TPC Seneste forfatter KBcke

Boller.

Boller.

/@api/deki/files/2991/=ud_a_42863.mp3?revision=1

Boller, tidligere hovedgård på voldsted med vandgrav sydøst for Horsens. Den fredede ejendom tæt ved Horsens Fjord ejes af Horsens Kommune og blev indtil 2012 drevet som plejehjem.

Det middelalderlige Boller nævnes 1350 som tilhørende Otte Limbek, og hovedbygningen lå umiddelbart nord for den nuværende, hvis nordfløj er ældst og rummer genanvendte romanske bygningsdele. Den er formentlig bygget i 1540'erne for Holger Rosenkrantz; i 1588 blev østfløjen opført for hans enke Karen Gyldenstierne (1544-1613), men senere ombygget. Vest- og sydfløjen blev opført 1759 på de ældre fundamenter fra Karen Gyldenstiernes byggeri.

Hovedgårdens navn kendes fra 1350 som Boluer, af bol 'bul, træstamme' og vistnok vær 'fangstplads', måske om en fiskeplads i Horsens Fjord med net udspændt mellem pæle.

Ellen Marsvin købte i 1621 Boller, men måtte i 1630 på Christian 4.s befaling overlade sine godser Boller og Rosenvold til datteren Kirsten Munk, der havde forladt hoffet i København efter bruddet med kongen. Kirsten Munk døde 1658 på Boller, og fra 1664 kom hovedgården i slægten Friis' eje og var fra 1844 en del af grevskabet Frijsenborg.

Annonce

På foranledning af tre lokale sygekasser blev Boller i 1930 ombygget til hvilehjem og efter ejerskiftet i 1965 indrettet til plejehjem.

Der er offentlig adgang til Boller Slotshave i sommerhalvåret. Her kan man foruden flere sjældne træer se et af landets ældste træer, Margretheegen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tommy P. Christensen: Boller i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49267