Billesborg, hovedgård syd for Køge, oprindelig Egøjegaard, 1653-95 Rudholt. Gården fik sit navn 1695 efter Otto Skeels kone, Kirsten Bille, der havde den som enkesæde 1695-1704. Den nuværende hovedbygning blev opført af arkitekten J.C. Krieger 1721-22 som et karakteristisk barokanlæg, der senere er ombygget; den har bl.a. været anvendt som børnehjem. Gården har siden 1651 haft ejerfællesskab med Vallø.