Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tårnby Kommune - historie

Oprindelig forfatter K-EF Seneste forfatter Redaktionen

Tårnby Sognekommune blev oprettet af Tårnby Sogn i 1842, hvorfra Sundbyerne blev udskilt i 1902 og indlemmet i Københavns Kommune. Bortset fra en regulering af kommunegrænsen i det inddæmmede areal på Kalvebod Fælled er der ikke sket ændringer siden.

Som hovedparten af Amager var Tårnby i middelalderen ejet af bispestolen i Roskilde og fra 1416 underlagt kronen. Fra 1623 havde bønderne ejendomsretten til bygningerne på deres gårde, hvilket var særegent for Tårnby Sogn. I 1782 overgik de til arvefæste og fik gradvist ejendomsret til gårdenes tilliggende.

Tårnby Kirke tilhørte 1474-1935 Københavns Universitet, og konsistorium havde således retten til at indsætte præsterne. Sundby Kirke opførtes 1869-70, men Sundby Sogn blev først udskilt fra Tårnby i 1878. Kastrup Kirke blev bygget 1883-84 og udskilt som sogn i 1918. Korsvejskirken blev indviet og udskilt som sogn i 1973, og Skelgårdskirken i 1989.

Annonce

I de gamle landsbyer Tårnby, Kastrup, Maglebylille, Tømmerup, Ullerup og Viberup lå gårdene i en enkelt række på grænsen mellem den dyrkede agerjord på morænefladen og fælleden på den hævede litorinahavbund. Agerjorden blev besået med byg og havre hvert år uden hvile (alsædejord). Denne intensive dyrkningsmetode var muliggjort, ved at bønderne holdt mange kreaturer på de store fælleder, hvilket gav god og rigelig gødning til markerne. Denne blev fra begyndelsen af 1800-t. suppleret med natrenovation fra København, der blev yderligere intensiveret efter anlæggelsen af Amagerbanen ("Latrinbanen") i 1907. Landsbyerne blev først udskiftet 1805-07.

Stenhugger Jacob Fortling fik i 1749 tilladelse til at anlægge en havn i Kastrup og et kalkværk til brænding af kalken fra Saltholm. Han byggede Kastrupgård, der udbyggedes fortløbende i 1750-60'erne. Hermed begyndte en lang industriel udvikling, som især tog fart, efter at Kastrup Glasværk i 1847 var blevet opført. I 1925 blev Københavns Lufthavn grundlagt i Kastrup.

I 1907 anlagdes Amagerbanen mellem Amagerbro Station og Dragør med stationer i kommunen ved Syrevej, Kastrup og Tømmerup. Persontrafikken på banen ophørte i 1947, men godstrafikken mellem Amagerbro og Kastrup fortsatte til ca. 1991.

Læs mere om Tårnby Kommune.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl-Erik Frandsen: Tårnby Kommune - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176080