Faktaboks

Areal
683,4 km²
Højeste punkt
75,3 m.o.h. (Stendal Høje)
Kystlinje
199 km
Region
Midtjylland
Stift
Viborg
Provsti
Salling, Skive
Antal sogne
46
Befolkningsudvikling
42.533 personer (1950), 48.400 personer (1980), 46.599 (2018)
Befolkningstæthed i kommunen
68 personer/km² (2018)
Befolkningstæthed i Danmark
135 personer/km² (2018)
Gennemsnitsalder i kommunen
43,8 år (2018)
Gennemsnitsalder i Danmark
41,5 år (2018)
A-skattepligtig indkomst, gennemsnit pr. person i kommunen
253.740 kr. (2017)
A-skattepligtig indkomst, gennemsnit pr. person i Danmark
277.182 kr. (2017)
Hjemmeside

www.skive.dk

Skive Kommunes logo.

.

Kort over Skive Kommune.

.
Det 12 m høje Glyngøre Fyr fra 1911 ligger på Glyngøre Havn. Fyret markerer den nordvestligste del af halvøen Salling, der udgør størstedelen af Skive Kommune. Ca. 2 km syd herfor ligger Sallingsundbroen, der forbinder Salling med Mors mod vest.
.
Skive er både Skive Kommunes største by og vigtigste erhvervs- og handelsby. Byens handels- og servicevirksomheder er koncentreret i centrum af byen i området mellem Adelgade-Nørregade og Frederiksgade-Østergade. På billedet ses Adelgade.
.

Jacob Jensen Design har udformet værket Skives 11 stjerner, der i 2006 blev opstillet i rundkørsler i byen. I forgrunden ses skulpturen Er og i baggrunden Mere. Hele projektet er finansieret og udført af lokale virksomheder.

.

Skive Kommune er på mange måder typisk for store dele af egnen omkring Limfjorden: De frodige landbrugsområder bugter sig i bakke og dal og indrammes smukt af Limfjordens fligede kystlinje. Arealmæssigt domineres kommunen af halvøen Salling; hertil kommer øen Fur samt Nordfjends, som er halvøen mellem Skive Fjord og Hjarbæk Fjord. Landskabet er dannet af is og smeltevand fra sidste istid, og moræne- og smeltevandsaflejringer dækker store dele af kommunen. På Fur har isen skubbet jordlagene op og skabt et bakket terræn, hvor det ca. 55 mio. år gamle moler ses i klinterne på øens nordkyst. Det kuperede morænelandskab i Salling går mod syd over i en smeltevandsslette med Hjelm Hede og Flyndersø.

Skive Kommune har en lang kyststrækning og varieret natur med mange muligheder for friluftsaktiviteter. Her er gode badestrande, vandre- og cykelstier, og Limfjorden samt Karup Å, der løber ud i Skive Fjord og er kendt for sine mange havørreder, tiltrækker mange lystfiskere.

Den lerede, fede jord i Salling blev tidligt opdyrket og i jernalderen bebygget med landsbyer. I Nordfjends, som var præget af mere sandede jorder, var landsbyerne noget mindre, og der var flere enestegårde. På trods af pesten i 1300-tallet oplevede området generelt en støt befolkningstilvækst hele middelalderen igennem. Heste- og okseopdræt kom til at spille en vigtig rolle for egnens bønder, og Hærvejen fungerede som hovedfærdselsåre ned mod Ribe og Nordtyskland.

Det tætbefolkede område fik en hel del sognekirker, og desuden blev der anlagt to klostre, Ørslev og Grinderslev. Bispedømmet i Viborg havde omfattende jordbesiddelser i området, bl.a. borgen Spøttrup, der efter Reformationen overgik til kronen. I den nuværende kommunes område kender man til 30 herregårde, hvoraf de fleste hørte til de mellemstore; størst var Estvadgård. En del af herregårdene blev med tiden avlsgårde for andre herregårde.

Med åbningen af jernbanen Viborg-Skive-Struer i årene 1864-65, og i 1884 til Glyngøre, kom der en befolkningstilvækst i de nyanlagte stationsbyer.

Skive by opstod formentlig i 1100-tallet ved et vadested, hvor Karup Å munder ud i bunden af Skive Fjord. Stedet havde en fremragende beliggenhed for en naturhavn. Byens ældste bevarede købstadsprivilegium er fra 1326, og disse rettigheder har forbindelse med placeringen af den kongelige lensgård Skivehus. Fra anden halvdel af 1800-tallet kom industrien til at spille en stadig større rolle, og fra 1880’erne begyndte et industrikvarter at vokse op omkring stationen øst for byen. Her blev byens to slagterier, Skive Svineslagteri og Skive Andelsslagteri, etableret i hhv. 1889 og 1902.

I århundreder var der færgefart mellem Pinen (ca. 3 km syd for Glyngøre) og Plagen (ca. 5 km syd for Nykøbing M). Men da man gik over til at anvende dampfærger, var der behov for egentlige færgelejer, og på Glyngøreodden blev der anlagt en havn i 1872. Stor betydning for byens udvikling fik også konservesfabrikkerne Glyngøre Fiskeindustri og Limfjords Muslingekompagniet fra hhv. 1939 og 1944. I midten af 1960’erne beskæftigede disse virksomheder mere end 500 medarbejdere.

Højslev Stationsby voksede op omkring stationen fra 1864 på Viborg-Skive-banen, hvilket gav grobund for flere virksomheder. Højslev Teglværk blev opført i 1879, og endnu et teglværk i 1898. I 1899 beskæftigede de to fabrikker i alt 68 mand, som fremstillede ca. 20.000 teglsten om dagen. Højslev Teglværk, der siden 1982 har været en del af Randers Tegl-Gruppen, er stadig af stor betydning.

Trods lukningen af flere store virksomheder efter årtusindskiftet er der i samme periode blevet skabt mange nye arbejdspladser. Skive Kommune står stadig stærkt inden for landbrug og industri. Samtidig er Skive en veludbygget uddannelsesby og har siden 1970’erne huset en af landets største kaserner.

Ved folketællingen i 1787 var der 10.983 indbyggere i den nuværende Skive Kommune, et tal, der steg til 17.787 i 1850. I 1970 var der 46.177 indbyggere, og i år 2000 nåede kommunen et højdepunkt med 48.731 indbyggere. Herefter har befolkningstallet været lettere faldende pga. fraflytning. I mange af kommunens landsogne toppede befolkningstallet i begyndelsen af 1900-tallet. I 2018 havde kommunen 46.599 indbyggere, heraf 55,3 % i Skive. For at vende udviklingen forsøger kommunen at gøre Skive mere attraktiv som bosætningsby og profilere kommunen som grøn og ren.

Forfatteren Jens August Schade er født i Skive. I hans versroman Sjov i Danmark fra 1928 beskrives det småborgerlige, men hyggelige provinsmiljø i Skive, under dæknavnet Skæve. På østsiden af Salling ligger Jeppe og Nanna Aakjærs kunstnerhjem. Ud over at skildre jyske landskaber beskrev Jeppe Aakjær også menneskelivet i poetiske billeder. Fra bygningerne fører en smuk vandrerute på 2 km gennem skov og eng ned til stranden ved Astrup Vig.

Skive Folkeblad er en enestående avis, dels fordi den står uden for de store bladkoncerner, dels fordi den siden 2011 er det eneste dagblad, der er knyttet til Radikale Venstre.

Tidligere var Skivekredsen kendt som en radikal højborg, men det er ikke længere tilfældet. I årtier blev kommunen i stedet en socialdemokratisk bastion. Med Strukturreformen i 2007 blev den gamle Skive Kommune fusioneret med tre nabokommuner: Spøttrup, Sundsøre og Sallingsund. Det klare Venstreflertal i de tre tilkomne kommuner betød, at Socialdemokratiet mistede borgmesterposten, da der skulle vælges borgmester i den nye Skive Kommune.

Kommunevåben

Skives kommunevåben.

.

Broen over vand i våbenet er broen over Karup Å, og ørreden henviser til fiskeriets oprindelige betydning for byen. Våbenet er kendt fra et signet fra 1579. Oprindelig vendte fisken den anden vej. Våbenet er registreret i Kommunevåbenregisteret d. 27. november 2007.

Våbenets blasonering (beskrivelse): Ved en bølgelinje tværdelt af sølv, hvori en rød af opstående pæle båret plankebro, og af blåt, hvori en sølv ørred.

Natur og landskab

Opskræmt af fotografen tager fårene benene på nakken og flygter i en støvsky ud mod Kås Hoved på sydvestsiden af halvøen Kås. Landskabet i Skive Kommune blev langt overvejende skabt under sidste istid, Weichsel, men ved Kås Hoved kan man i den lave kystklint også se spor fra de to foregående istider, Saale og Elster.

.

Landskabet i Skive Kommune er meget varieret og veksler mellem et let kuperet morænelandskab på halvøen Salling, over bakkelandet på Fur og omkring Hald til smeltevandssletten med Hjelm Hede og Flyndersø i syd. Området er overvejende dannet af smeltevand og is under sidste istid. På Fur har isen skubbet jordlagene op i store bakker og derved blottet det ca. 55 mio. år gamle moler, som kan ses i klinterne på øens nordkyst.

Da isen smeltede bort, aflejrede smeltevandet store mængder sand og grus. Derved opstod bl.a. den store Hjelm Hede, som strækker sig hen over grænsen til Holstebro Kommune. Selv om en del af Hjelm Hede er blevet tilplantet, fremstår området også i dag som et stort, øde hedeareal. Den store hedeslette var længe dækket af dødis, og da de sidste begravede rester af dødisen smeltede væk, opstod der talrige dødishuller på heden. Det største rummer i dag den store Flyndersø, mens andre er blevet til småsøer og højmoser.

Flere af kommunens søer er gamle vige og bugter, som er blevet afsnøret fra Limfjorden. En af de største er lagunesøen Sønder Lem Vig, som i dag er en vigtig raste- og fourageringsplads for trækkende vandfugle. I den landbrugsintensive kommune har et stadigt stigende ønske om mere dyrkbar landbrugsjord ført til afvanding af en lang række søer. Efterfølgende er afvandede søer som Spøttrup Sø, Grynderup Sø og Brokholm Sø blevet genskabt, hvorimod den 750 ha store Tastum Sø på grænsen til Viborg Kommune er forblevet et landbrugsareal siden afvandingen 1869‑72.

Skovarealet er forholdsvis lille, og de fleste af kommunens skove er mindre nåletræsplantager, om end andelen af løvtræ mange steder er stigende. Flere af skovene er ret unge. Det gælder bl.a. Skive Plantage, der blev anlagt 1940‑50. Andre har en lang kontinuitet, og fx Kås Skov er i dag et af landets fineste og mest oprindelige egekrat.

Med sin 199 km lange kyst ud mod Limfjorden er Skive Kommune især en kystkommune. Kysterne får i vid udstrækning lov at udvikle sig frit, hvilket giver meget varierede kyststrækninger med aktive kystklinter, åudløb, afsnørede fjordarme, halvøer og øer. En stor del af kysten kantes af strandenge, hvor især Risum Enge ved Selde Vig i nord rummer store naturværdier i form af bl.a. ekstremrigkær med et rigt og mangfoldigt planteliv.

Den afvekslende natur og lange kyststrækning giver gode muligheder for friluftsliv. Skive Kommune har bl.a. et stort antal af vandre- og cykelstier som den 25 km lange Vestsallingsti og den 29 km lange Salling Natursti. Langs kysterne findes flere gode badestrande, ligesom lystfiskere her kan prøve fiskelykken i forhold til Limfjordens mange ørreder. Også Karup Å, som har sit udløb i Skive Fjord, er en populær lystfiskerdestination pga. sine mange, store havørreder.

Læs videre om

Historie

Spøttrup Borg ses her liggende godt beskyttet af volde og grave i et vådområde i det vestlige Salling.

.

Tidslinje over oldtiden i Skive Kommune.

.

Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Skive Kommune.

.

I de sidste årtusinder af ældre stenalder var egnen præget af tæt urskov. Den daværende kyst udgjorde et attraktivt bosættelsesområde for Ertebøllekulturens kystjægere, der efterlod sig spor i form af bl.a. køkkenmøddinger. Med agerdyrkningens indførelse i yngre stenalder fulgte store ændringer i befolkningens livsgrundlag, og blot få århundreder senere begyndte de at opføre de mange storstensgrave, som kendes fra området. Der findes ligeledes et stort antal gravhøje fra bronzealderen, og flere store hustomter er blevet udgravet, bl.a. en formodet høvdingebeboelse i Virksund.

Den lerede morænejord i Salling muliggjorde intensiv dyrkning, og i løbet af jernalderen blev området bebygget med landsbyer. Smykkefund vidner om, at egnens beboere har haft forbindelser til både England og det vesteuropæiske kontinent. Fra vikingetiden er der fundet spredte bebyggelsesspor og enkelte krigergrave.

I den tidlige middelalder oplevede området en befolkningsvækst, og på trods af pesten i ca. 1350 synes området at have været i fremgang middelalderen igennem. Heste- og studeopdræt kom til at spille en vigtig rolle for egnens bønder, og Hærvejen fungerede som transportåre mod bl.a. Ribe og Nordtyskland.

Det tætbefolkede kulturlandskab var rigt på kirker; desuden lå der to klostre i området, Ørslev og Grinderslev. Bispedømmet i Viborg havde betydelige jordbesiddelser i området, bl.a. borgen Spøttrup, der efter Reformationen overgik til kronen.

1600-tallets krige og pestudbrud ramte Skiveegnen hårdt, og befolkningstallet stagnerede i perioden frem til begyndelsen af 1700-tallet. På trods af dette fandtes der stadig mange større landsbyer og herregårde i området.

I anden halvdel af 1800-tallet skete der en betydelig befolkningsvækst, bl.a. i stationsbyerne, der voksede frem langs de nyanlagte jernbaner. Industrien koncentrerede sig omkring områdets større byer, mens der var stedvis tørveindustri i landområderne.

Landbruget var stadig udbredt igennem 1900-tallet, og der blev foretaget flere større landvindingsprojekter. Men mens bedrifterne voksede, beskæftigede landbrugssektoren stadig færre, og befolkningen i den daværende Sallingsund Kommune fandt i stedet beskæftigelse i servicesektoren. Mod slutningen af århundredet pendlede stadig flere til større byer, og infrastrukturen blev udvidet med bl.a. Sallingsundbroen fra 1978. Flere af egnens industrivirksomheder omlagde deres produktion for at tilpasse sig et globaliseret marked.

Læs videre om

Byer

Glyngøres lille fiskeri- og lystbådehavn ligger på den yderste spids af en odde ud til Salling Sund.

.

Befolkning og areal i Skive Kommunes byer med mindst 200 indbyggere (2018).

.

Skive Kommune har 20 byer med over 200 indbyggere (2018). De 15 af byerne, herunder Skive, ligger jævnt fordelt over det frugtbare Salling. De har en fortid som kirkelandsbyer, og ni af byerne har også været stationsbyer på Vestsallingbanen mellem Skive og Rødding eller Sallingbanen mellem Skive og Glyngøre. Den sidste af disse lukkede endeligt i 1979, men da stationsbyerne både havde mindre industrivirksomheder og fungerede som servicecentre for landbrugsproduktionen, oplevede de en vækst, der typisk fortsatte efter banernes lukning og helt til begyndelsen af 2000-tallet. Roslev, Balling og Jebjerg nåede alle over 1.000 indbyggere i denne periode; Glyngøre, den eneste havneby af de 14, havde takket være et par store industrier 1.676 indbyggere i 2001. Søfart og fiskeri har haft beskeden betydning i Skive Kommune, så det er landbrugsfortiden og industrialiseringen, der især har tegnet bosætningen i kommunen.

Af Skive Kommunes befolkning bor ca. halvdelen i Skive, inklusive forstadsbåndet Dommerby-Højslev Stationsby-Nørre Søby. Dette område, der i dag er kommunens eneste med jernbaneadgang, oplevede en svag befolkningsfremgang i tiåret 2008‑18. Det skyldes bl.a., at Skive i tiden efter industrialiseringen har formået at etablere et arbejdsmarked baseret på private og offentlige serviceydelser, herunder uddannelse. Billedet i resten af kommunen er anderledes: De øvrige byer med mindst 200 indbyggere, der huser i alt ca. en fjerdedel af befolkningen, mistede 7 % af deres indbyggere i samme tiår. Bortset fra Balling var tilbagegangen tydelig i alle disse byer, også uden for Salling. Den sidste gruppe, knap en fjerdedel af indbyggerne, der bor spredt i kommunens landdistrikter, mindskedes med 9 % i denne periode.

For at vende udviklingen med det faldende folketal har kommunen fokus på potentialet for bosætning i de mindre byer ved kommunens lange kyststrækning samt i Skive, hvor der er blevet udarbejdet en plan for byudvikling omkring åen.

Tidligere kommunecentre: Durup, Breum og Ramsing

Ved Strukturreformen i 2007 blev Skive Kommune oprettet ved en sammenlægning af de daværende Skive, Sallingsund, Sundsøre og Spøttrup Kommuner. Skive fortsatte som kommunesæde for den nye storkommune, mens de tidligere kommunesæder i Durup, Breum og Ramsing mistede ikke blot borgmesterkontoret, men også den kommunale administration.

Læs videre om

Kultur

Den romanske Dølby Kirke med korbuen og døbefont i granit samt Sven Havsteen-Mikkelsens altertavle.

.

Skive Kommune har et livligt foreningsliv med mere end 200 foreninger, mange af dem inden for idrætsområdet. Skive Bibliotek og Frivillighedscenter Skive er ramme om mange kulturelle frivillighedsaktiviteter. Hver sommer er der ølejre på Fur og i Salling.

Medlemskabet af folkekirken ligger i kommunen mere end 10 % over landsgennemsnittet. Fra anden halvdel af 1800-tallet har såvel grundtvigianismen som Indre Mission vundet solidt fodfæste – sidstnævnte især i Skive og på Fur.

Kommunen rummer 47 kirker, hvoraf 42 stammer fra romansk tid. Der er fire kirker fra nyere tid, herunder Skive Kirke fra årene 1896-98 og Egeris Kirke, der blev indviet i 1960.

Der var to middelalderklostre i kommunen, Ørslev Kloster og Grinderslevkloster, og der kendes mere end 15 voldsteder fra middelalderen. Salling Østergård er en bevaret middelalderlig herregård, og Krabbesholm har siden 1907 været højskole.

Det kommunalt ejede Museum Salling samler flere udstillingssteder og dækker såvel kunst- som kultur- og naturhistorie. Af museets kulturhistoriske formidlingssteder kan nævnes Børnemuseet Gadespejlet på Skive Museum samt Glyngøre Kulturstation. Træmuseet i Oddense og Sundsøre Pakhus er eksempler på formidling af kulturhistorien gennem mindre udstillinger. Gården Jenle fortæller om forfatteren Jeppe Aakjærs og hustruen Nanna Aakjærs liv og virker.

Krabbesholm Højskole findes udstillingshuset Four Boxes Gallery samt udstillingsstedet KBH Kunsthal. I landsbyen Selde ligger Da Winti, en privat kunstsamling med værker af bl.a. Richard Winther. Selde er også ramme om Skulpturlandsby Selde, hvor kunstnere skaber værker på stedet.

Der findes flere offentligt opstillede kunstværker i kommunen, fx Jeppe Aakjær-monumentet af Anker Hoffmann (1942), Børge Jørgensens Livet i frihed (1972) og Joanna Mallin-Davies’ Jordens største lykke (2014). Det internationale designfirma Jacob Jensen Design A/S er hjemmehørende i Hejlskov.

Forfatteren Jens August Schade blev født i Skive, og øen Fur er skildret af bl.a. St.St. Blicher, Thit Jensen og Knud Sørensen. Forfatterne Hans Otto Jørgensen og Thomas Korsgaard har begge skildret deres opvækst i området.

Turnerende teaterforestillinger opføres flere steder, bl.a. på Skive Theater og i KulturCenter Limfjord, og flere lokale amatørteatre opfører forestillinger rundtom i kommunen. Skive Musikskole har en høj profil. På den årlige Skive Festival optræder førende pop- og rocknavne.

Læs videre om

Samfund og erhverv

Et udsnit af Skive Erhvervshavn. I forgrunden ses Dansk Landbrugs Grovvareselskabs (DLG) karakteristiske silo.

.

Kommunen har i en årrække været udfordret af en voksende andel af ældre og af lukning af en stribe af kommunens største private arbejdspladser.

Siden årtusindskiftet har kommunen som følge af lukninger eller flytninger sagt farvel til virksomheder med hver flere hundrede ansatte. Rækken omfatter møbelproducenten Bodilsen A/S, Danish Crown, højttalerfabrikken Jamo A/S, Glyngøre Fiskeindustri A/S, trykstøberiet Metallic A/S og elektronikproducenten Flextronics International Denmark A/S.

Trods disse slag er ledigheden i Skive Kommune i 2018 lavere end på landsplan. Andre virksomheder er vokset, og indsatsen for at få ledige i arbejde har været effektiv.

Kommunens seneste strategiplaner har hovedtemaet »RENT LIV« både for befolkning og turister og i form af en ny erhvervspark bygget op om grønne løsninger.

Vigtigt for Skives position er også Ingeniørregimentet, der har hjemme på Skive Kaserne.

Ved Strukturreformens endelige ikrafttræden d. 1. januar 2007 blev den nye Skive Kommune skabt ved, at den gamle Skive Kommune fusionerede med tre naboer: Spøttrup, Sundsøre og Sallingsund Kommuner.

I kølvandet på den udvikling fulgte også et politisk skifte. Mens den gamle Skive Kommune i hovedsagen havde haft socialdemokratiske borgmestre, har valgene efter den nye kommunegrænse siden 2005 ført til udpegning af en borgmester fra Venstre.

Læs videre om

Videre læsning

Se alle artikler om Kommuner