Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ringsted Kommune

Oprindelige forfattere EiCh og ELF Seneste forfatter Redaktionen

Gyldenløveshøj er med sine 126 m over havet Sjællands højeste punkt.

Gyldenløveshøj er med sine 126 m over havet Sjællands højeste punkt.

Ringsted Kommune, kommune på Midtsjælland i Region Sjælland. Den er erhvervsmæssigt domineret af Ringsted by, som er det administrative centrum; 60% af befolkningen bor i Ringsted.

Byrådet i Ringsted Kommune består af 21 medlemmer (2014). Henrik Hvidesten (f. 16.4.1978) fra partiet Venstre er borgmester siden 2014.

Kommunens folketal er siden århundredskiftet vokset med knap 1% om året. Ind- og udpendlingen er omtrent i balance og omfatter ca. 50% af de beskæftigede og arbejdspladserne.

Annonce

I det overvejende lerede morænelandskab løber lige nord om Ringsted en markant tunneldal, der forbinder Køge Bugt med Åmosen, Haraldsted Sø og Gyrstinge Sø. I forbindelse med dalsystemet findes adskillige åse, som er delvis afgravet.

Ringsted Kommune (Kommunefakta)
305420.801.png25901808.601.png
Areal (km2)295
Indbyggertal:
198528.262
201734.259
Byer over 1000 indb. (2017)
Ringsted22.490
Kommuner før reformen:
Ingen ændring
Kommunens hjemmeside
Navnet Ringsted kendes fra 1164 som Ringstade, af substantivet ring og -sted 'grund for bebyggelse'.

Kommunen afvandes af Susåen direkte i den sydlige del og indirekte via Ringsted Å, som afvander de store søer. Begge vandløb ligger i dybe smeltevandsdale. I den nordlige del af kommunen ligger et skovklædt dødisområde med mange afløbsløse lavninger og Gyldenløveshøj, 126 m.o.h., Sjællands højeste punkt. Her ligger herregården Skjoldenæsholm med sporvejsmuseum og lidt sydligere den ringformede Valsølille Sø. Vest for Ringsted ligger et kuperet landbrugsland med kirkelandsbyer og spredt gårdbebyggelse. Sydøst i kommunen er terrænet jævnt. Her findes flere herregårde med store åbne marker og gamle alléer. Der er mange gamle husmandsbebyggelser i kommunen; jorden er god, og kornproduktion og svineavl er det foretrukne. Halvdelen af landbrugsbedrifterne er under 20 ha. Allindelille Fredskov nord for Ringsted er kendt for sine mange orkidéer. Københavns Vandforsyning indvinder årlig ca. 6 mio. m3 drikkevand fra Humleore, Gyrstinge og Haraldsted Søer.

Forhistorie

I Ringsted Kommune findes ca. 68 fredede gravhøje, heriblandt 25 storstensgrave og 3 stenkister. Oprindelig har der været over 270 gravhøje. Læs mere om Ringsteds forhistorie.

Historie

Ringsted Kommune blev oprettet i 1970 ved sammenlægning af sognekommunerne Gyrstinge i Alsted Herred og Haraldsted-Allindemagle, Benløse, Bringstrup-Sigersted, Nordrupøster-Farendløse, Vetterslev-Høm, Jystrup-Valsølille, Kværkeby, Ringsted Landsogn, Sneslev, Vigersted og Ørslev, alle i Ringsted Herred, og Ringsted købstad. Kommunen var uberørt af strukturreformens kommunesammenlægninger 2007. Læs mere om Ringsted Kommunes Historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eigil Christiansen, Ege Lau Frandsen: Ringsted Kommune i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151724