Odense Kommune ligger i bunden af Odense Fjord, centralt placeret midt mellem Jylland og Sjælland og med en samlet kystlinje på blot 34 km. Kommunen er i høj grad en bykommune, hvor den fynske hovedby Odense, som er landets tredjestørste by målt på indbyggertallet, sammen med et forholdsvis stort landbrugsland ikke levner meget plads til naturen. Hele 88 % af kommunens befolkning bor inden for Odenses bygrænse, og af de resterende bor 9 % i kommunens mindre byer og kun 3 % i landdistrikterne.
Allerede i forbindelse med Kommunalreformen i 1970 fik Odense Kommune sine nuværende grænser. Målt på areal er den i 2021 landets fjerdestørste kommune; alligevel er der langt flere arbejdspladser end erhvervsaktive, og mange pendler dagligt hertil fra andre kommuner.
Erhvervslivet er præget af kommunens to største arbejdspladser, SDU, Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, OUH, der tilsammen har ca. 13.000 ansatte og samtidig tiltrækker virksomheder, som har behov for at være nær forsknings- og undervisningsmiljøerne. Odenses robotklynge er blot ét eksempel på samspillet mellem universitet og erhvervsliv – og det højteknologiske samarbejde er en central del af kommunens erhvervsstrategi. Et nyt universitetshospital, der forventes færdigt i 2023, vil via den kommende letbane blive forbundet med universitet, campusområdet og det centrale Odense. Banens etape to vil, hvis den vedtages, bl.a. knytte den hidtil afgrænsede bydel Vollsmose tættere til det øvrige Odense, hvilket ligger i tråd med den transformationsplan for bydelen, Odense Byråd iværksatte i 2018.
Flere af kommunens virksomheder har hjemme i Tietgenbyen, et 270 ha stort erhvervsområde, der blev indviet i 1999, efter at anlæggelsen af Fynske Motorvej og Storebæltsforbindelsen havde styrket kommunens infrastruktur og gjort det mere attraktivt for virksomheder at slå sig ned her.
I forbindelse med etableringen af Tietgenbyen viste arkæologiske udgravninger, at der her, mellem Fraugde og Tornbjerg, har boet mennesker siden oldtiden. Bopladser med hustomter fra yngre stenalder samt bebyggelse og gravpladser fra bronzealderen blev udgravet. Områdets frugtbare landskab har siden sidste istids afslutning givet gunstige vilkår for bosætning. Det ældste spor af mennesker i området er et knap 13.000 år gammelt slagvåben af rentak fundet ved udgravning i Odense Havn, og langs Odense Fjord og Odense Å er der gjort fund fra både stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid.
Landskabet i kommunens nordlige og østlige del er en udstrakt moræneflade dannet under isen i sidste istid. Det flade frugtbare område, der kaldes Sletten eller »det flade Fyn«, strækker sig fra Odense Fjord i øst til Middelfart Kommune i vest. Disse jorder er velegnede til opdyrkning, og her findes en stor del af kommunens landbrug og gartnerier, der tilsammen dækker 48 % af kommunens areal. Skønt det ligger betydeligt under landsgennemsnittet, er det højt i betragtning af, hvor stor en del af kommunearealet der er tæt bebygget.
Skovene fylder relativt lidt, knap 12 % af arealet, og flere af dem ligger bynært, som den varierede løvskov Fruens Bøge. Skoven har fra begyndelsen af 1800-tallet været benyttet til udflugter, og traktørsteder var med til at trække borgerne ud af byen til frokost i det grønne. Fruens Bøge strækker sig fra Odense Zoo og videre ned langs vestsiden af Fyns længste vandløb, Odense Å, hvori bl.a. den sjældne og fredede ferskvandsmusling tykskallet malermusling lever og med en vis succes er begyndt at formere sig.
Odense Å nærmest deler kommunen i to; den løber ind over kommunegrænsen ved Borreby i syd, gennem Fruens Bøge og Odense, for i nord at løbe ud i fjorden. Det var ved Odense Å, at landets tredjeældste by, Odense, opstod før år 900, og i løbet af vikingetiden udvikledes infrastrukturen, og området nordøst og øst for den nuværende by blev tætbebygget. Beliggenheden nær Fyns øst-vest-gående hovedvej, der forbandt Middelfart med Nyborg og var transportvej mellem Jylland og Sjælland, gjorde snart Odense til et handelscentrum. Dog betød den inderste fjords lave vand og åens snævre slyngede forløb, at handelsskibe ikke kunne føres ind i byen. Først i 1804, efter at Odense Kanal var blevet indviet, kunne større skibe lægge til her.
Omkring 980’erne anlagde kongemagten en ringborg på Nonnebakken, et meget stort anlæg med en ydre diameter på 180 m. Borgen vidner om byens status, og undersøgelser i 2015 og 2020 har vist, at den stadig ligger velbevaret under den moderne by.
Odense nævnes første gang i et brev fra 988, og i 1042-47 blev der slået mønt i byen, hvilket viser, at den på daværende tidspunkt fungerede som administrativt center. I sidste halvdel af 1000-tallet omtales Odense af den tyske historieskriver Adam af Bremen som magna civitas (den store by). Det er omtrent samtidigt med mordet på Knud den Hellige, der i 1086 blev dræbt i Odenses første domkirke, Sankt Albani Kirke, og efterfølgende blev kanoniseret til helgen.
Helgenkåringen bidrog til at styrke byens position; den lagde grundstenen til Odenses første kloster, der blev opført nær den daværende Sankt Albani Kirke og viet til kongehelgenen. Dette kloster, Sankt Knuds Kloster, blev det første af mange, og byen rummede i middelalderen hele seks stiftelser, det højeste antal i Norden. Op gennem middelalderen var både benediktinere, sortebrødre, gråbrødre og johannitere repræsenteret. De velstående klostre overtog og grundlagde mange gårde i landsbyerne og fik på den måde stor indflydelse ikke bare på byens, men på hele områdets udvikling.
Det er uvist, præcis hvornår Odense fik købstadsrettigheder, men disse blev bekræftet i 1335, hvilket stadfæstede dens allerede solide position som handelsby. I reformationsårene og i tiden herefter oplevede by og land dog tilbagegang; under Grevens Fejde (1534-36) blev Odense udplyndret, klostrenes rigdomme overgik til kongemagten, og pesten ramte flere gange hårdt.
Med industrialiseringen voksede købstaden og genvandt sin status. Nu var der en egentlig havn i Odense, og midt i 1900-tallet førte hele syv jernbanelinjer til byen. Industrier som Albani Bryggerierne, Brandts Klædefabrik og Thomas B. Thriges Fabrikker voksede og skabte masser af arbejdspladser og behov for flere boliger.
En del af denne udvikling har Odenses mest kendte søn, H.C. Andersen, været vidne til. Født i 1805 og opvokset i Sortebrødrekvarteret har forfatteren sat sit umiskendelige præg på byen. Allerede i 1905 blev barndomshjemmet i Hans Jensens Stræde købt og åbnede få år senere som et museum. I 1970 førtes den firsporede Thomas B. Thriges Gade igennem det centrale Odense – et udskældt gadegennembrud, der skulle lette trafikken mellem centrum og havn. Det medførte bl.a. nedrivninger i Sortebrødrekvarteret, der i forbindelse med den efterfølgende renovering og opførelsen af et større museum blev omdøbt H.C. Andersen-kvarteret. Thomas B. Thriges Gade blev lukketi 2014, og en ny helhedsplan skal omdanne det over 50.000 m2 tidligere gadeareal, bl.a. med opførelsen af et stort museum for H.C. Andersen tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma.
Flere af Odenses gamle industribygninger er genopstået som kulturinstitutioner, fx den centralt beliggende Brandts Klædefabrik, der blev grundlagt i 1869 og i 1987 under samme navn åbnede som kunstmuseum. Ligeledes er den engang så industritunge Odense Havn ved at blive omdannet til rekreative byrum med havnebad, kanaler og pakhuslejligheder. Som en af landets største uddannelsesbyer med bl.a. SDU, Syddansk Universitet, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Syddansk Musikkonservatorium og Den Danske Scenekunstskole Odense tiltrækker by og opland mange unge, der både bidrager til og nyder godt af byens kulturtilbud.
