Odense Kommune - historie

Odense Kommune - historie, Odense Kommune blev dannet i 1970 ved sammenlægning af sognekommunerne Allerup-Davinde, Allese-Næsbyhoved Broby, Brændekilde-Bellinge, Dalum, Fjordager, Fraugde, Korup-Ubberud, Lumby, Pårup, Sanderum, Stenløse-Fangel samt sognet Højby og købstaden Odense. I 1966 var der sket en sammenlægning af Agedrup og Seden-Åsum Sognekommuner til Fjordager, Korup og Ubberud blev sammenlagt til Korup-Ubberud, mens Højby Sognekommune tidligere var blevet lagt ind under Årslev Kommune. Området dækkede store dele af herrederne Åsum og Odense, men strakte sig også ud i Lunde og Bjerge Herreder.

Kirkerne i kommunen er af meget forskellig alder. Lidt over halvdelen af de middelalderlige landsognekirker er fra romansk tid og bygget i kampesten eller granitkvadre. De øvrige, især i kommunens vestlige del, er fra senromansk eller gotisk tid og bygget i teglsten, men har antagelig forgængere. Dalum Kirke var oprindelig klosterkirke i benediktinernonnernes kloster fra omkring 1200. I Hjallese fandtes en sognekirke indtil 1576. Som tegn på befolkningens vækst i og omkring Odense er der opført en række filialkirker: Stige 1886, Ravnebjerg og Ansgars 1902, Vor Frelser 1909, Fredens 1920, Thomas Kingo 1924, Næsby 1942, Hans Tausens 1954, Bolbro og Munkebjerg 1961, Vollsmose 1975, Hjallese 1983 tæt på tomten af den middelalderlige kirke, Dyrup 1986 og Tornbjerg 1994.

Kulturlandskabet er præget af det frugtbare sletteområde i Odenses nærhed, mens kommunens vestlige del er præget af kuperet terræn og skov. Slettesognene bestod af store landsbyer med trevangsbrug, mens skovbygden var præget af enkeltgårde med uregelmæssige driftsformer.

Fra borgen Næsbyhoved, der formentlig er anlagt i 1200-t., administrerede kronen krongodset under Næsbyhoved Len i fem nordfynske herreder. Borgen lå på et næs i den i 1863 tørlagte Næsbyhoved Sø, men blev ødelagt af borgerne i Odense under Grevens Fejde i 1534, således at der kun er et stort voldsted tilbage. Klostrene i Odense besad i middelalderen store dele af fæstegodset i den nuværende kommune. Ved Reformationen overgik det til kronen, der fra 1670 indrettede rytterdistrikter i området og fra 1720'erne opførte 13 rytterskoler, hvoraf en del er bevaret. Først ved den store krongodsauktion i 1764 overgik området til selveje, og der opstod to mindre hovedgårde, Åløkkegård og Marienlund.

Kloster- og krongodsets dominans betød, at der kun var få hovedgårde i kommunen, og de var alle ret små. Blangstedgård kendes fra 1309 og var da ejet af Odensebispen. Ved Reformationen overgik den til Odense Hospital og kom først 1792 i privat eje. Fraugdegård og Sanderumgård kendes begge fra 1390'erne som hovedgårde, men nedlagdes for så i 1500-1600-t. at genopstå. Lindved kendes fra omkring 1450, mens Hollufgård oprettedes omkring 1500 af Jørgen Marsvin (d. 1524); begge forblev små hovedgårde med vandmølle, indtil frasalget begyndte omkring 1800. Dalum Kloster blev efter Reformationen kongeligt len, men overgik 1662 i privat eje for siden igen at komme i kronens eje. 1682-1930 kaldtes det Christiansdal; 1787-1855 var det stamhus.

Odense var trafikalt midtpunkt for de fynske jernbaner. Jernbanen Nyborg-Middelfart fra 1865 medførte oprettelse af stationen i Odense og Holmstrup, mens Svendborgbanen fra 1876 fik stationer i Fruens Bøge, Hjallese og Højby samt trinbræt i Lindved. I 1906 blev banen til Faaborg over Nørre Broby koblet på med stationer i Sankt Klemens, Bellinge og Fangel; den nedlagdes dog i 1954. Odense-Kerteminde-banen (1900-66) havde stationer i Seden, Bullerup og Agedrup samt trinbræt i Vester Kærby, Odense-Bogense-banen (1882-1966) stationer i Søhus og Beldringe samt trinbræt i Snapind, Næsby og Lumby, mens Odense-Brenderup-Middelfart-banen (1911-66) havde stationer i Villestofte og Korup samt trinbræt i Snestrup, Slukefter og Bredbjerg.

Læs mere om Odense Kommune.