Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nyborg Kommune

Oprindelige forfattere K-EF og NGB Seneste forfatter Redaktionen

Nyborg Kommune, fra 1.1.2007 kommune på Østfyn. Kommunen udgøres af de tidligere primærkommuner Nyborg, Ørbæk og Ullerslev og hører til Region Syddanmark. Administrativt centrum er Nyborg, hvori langt størstedelen af kommunens befolkning bor. Kommunens område svarer omtrent til den gamle retskreds Vindinge Herred.

Byrådet i Nyborg Kommune består af 25 medlemmer (2014), Kenneth Muhs (f. 14.12.1972) fra partiet Venstre er borgmester fra 2014.

Naturforhold

Landskabet omkring Nyborg er en jævn moræneflade med jordbund af frugtbart ler, der blev udglattet af isen under sidste istid. Lige syd for Nyborg skifter landskabet karakter; en markant tunneldal blev afsat af smeltevand under isen og strækker sig nu i øst-vestlig retning med Holckenhavn Fjord i dalens østligste del.

Annonce

Nyborg Kommune (Kommunefakta)
40460812.jpg25901767.601.png
Areal (km2)276
Indbyggertal:
198529.895
201732.142
Byer over 1000 indb. (2017)
Nyborg17.192
Ullerslev2732
Ørbæk1628
Kommuner før reformen:
Nyborg Kommune
Ullerslev Kommune
Ørbæk Kommune
Kommunens hjemmeside
Navnet Nyborg kendes fra 1193 som Nyburg 'den nye borg', om Nyborg Slot.

Længere mod syd er der yderligere to tunneldale i samme retning. Dels den, hvori Ørbæk ligger, dels den hvori Kongshøj Å løber. I sidstnævnte ligger herregården Lykkesholm mellem to langsøer. Isranden stod i en periode nord for Ørbæk, hvorfra en bred smeltevandsdal førte vandet ud i Odense Fjord.

Kysten med flere gode sandstrande er en typisk udligningskyst, hvor materialevandringen fra nord til syd har skabt halvøen Knudshoved bestående af sand, grus og sten. Fra Nyborg Fjord kunne man i middelalderen sejle ind i Holckenhavn Fjord og et stykke op ad Vindinge Å. Omkring Slipshavn på Knudshoved ligger åbne strandenge med sjældne planter og en skov med meget gamle egetræer; herfra er en fin udsigt over Nyborg Fjord. Strandsøen Østerø Sø er en berømt kystfuglelokalitet. Ved Slipshavn blev anlagt skanser under englænderkrigene 1808-09, der omgiver Det Kgl. Lodsbådskontor. Et restaureret vippefyr med tilhørende fyrkurv er opstillet ved Knudshoved Fyr; i stærk tåge hejste man kanonslag i kurven.

Kulturlandskab

Egnen vest for Ørbæk ved landsbyerne Lindeskov og Ellested må have været et attraktivt beboelsesområde i stenalderen. Her findes således Lindeskovdyssen, en af Danmarks længste langdysser (168 m×10 m og med 126 randsten). I nærheden findes en jættestue og syv andre dysser samt Ellesteddyssen med fem kamre. Læs mere om Nyborg Kommunes kulturlandskab

Industri og service

Kommunen har altid været et vigtigt trafikknudepunkt ved forbindelsen til Sjælland. Indtil Storebæltsbroens åbning i 1997 var Nyborg en særdeles vigtig færgehavn, hvorfra de vigtige landeveje til Odense og Svendborg udgik. Læs mere om Nyborg Kommunes industri og service.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl-Erik Frandsen, Nils G. Bartholdy: Nyborg Kommune i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133536