Læsø Kommune. På de det sydlige Læsø anvendes strandengene til udvinding af salt.

.

Saltsydning påLæsø.

.
Licens: Brukerspesifisert

Saltsydning på Læsø.

.
Licens: Brukerspesifisert

Læsø. En af de gamle gårde bygget i bindingsværk og med tangtag. Fotografi fra 2003.

.

Læsø Kommune - historie, Læsø Kommune blev oprettet i 1842 af de tre sogne Byrum, Vesterø og Hals. Øen blev først bebygget i middelalderen, da den tilhørte Viborg domkapitel, idet en del dog i en periode tilhørte Vitskøl Kloster. Ved enevælden kom Læsø under kronen.

De to rødkalkede kirker Byrum Kirke og Vesterø Kirke er opført af munkesten omkring 1200. I sidstnævnte er der kalkmalerier fra ca. 1510. Den middelalderlige kirke i Hals var som følge af sognets fattigdom på grund af sandflugten så forfalden, at den blev nedlagt efter 1722. En ny kirke i sognet, Østerby Kirke, blev opført i 1867. I 1954 indviedes Vesterø Havnekirke som filialkirke; den er senere nedlagt.

I middelalderen var store dele af Læsø dækket af en tæt fyrreskov. Det stærkt saltholdige grundvand på øens sydlige del, Rønnerne, gav basis for saltsydning. Saltet skulle leveres i Hjarbæk i Limfjorden som læsøboernes landgilde til domkapitlet i Viborg, men var desuden en stor salgsartikel. Sydningen kulminerede i 1600-t., samtidig med at de sidste rester af fyrreskoven blev fældet, hvilket gav udstrakt sandflugt.

Læsøs bebyggelse har fra middelalderen bestået af spredtliggende gårde, der i små grupper dyrkede agerjorden i fællesskab i "haver", der var indhegnede med tørvediger. Tang fra stranden blev brugt både som gødning og som materiale til tækning af gårdene. Derudover blev der græsset kreaturer, især får, på de sandede udmarker og overdrev, der også blev brugt til gravning af tørv og lyngslæt til brændsel.

Samtidig med den økologiske katastrofe i 1600-t. oplevede Læsø en økonomisk blomstring. Mange bønder erhvervede skibe, som de sejlede med i en udstrakt fragtsejlads mellem det dansk-norske riges enkelte dele. Det drejede sig især om transport til Danmark af norsk tømmer fra Oslofjordens vestlige del og fra Bohuslen med landbrugsvarer og øl som returfragt. Desuden blev der på Læsø fanget mange hornfisk, som i saltet stand blev solgt i havnebyerne.

I 1700-t. blev denne skudefart udkonkurreret af søfarten fra købstæderne, så mændene fra Læsø måtte tage hyre på borgernes skibe. Det betød, at konerne og de gamle mænd alene måtte stå for landbruget, hvilket gav helt specielle sociale relationer. Først omkring 1850 blev jorderne udskiftet af fællesskabet. En noget usikker indtægt havde læsøboerne endvidere ved bjergning af strandede skibe.

Den særprægede materielle folkekultur på Læsø kan studeres i Læsø Museums Museumsgård, oprettet 1938 ved Byrum, samt i Søfarts- og Fiskerimuseet, oprettet 1976 i Vesterø Havn. Læsø Kommune blev ikke berørt af strukturreformens kommunesammenlægninger i 2007.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig