Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Læsø Kommune - historie

Oprindelig forfatter K-EF Seneste forfatter Redaktionen

Læsø Kommune. På de det sydlige Læsø, Rønnerne, anvendes strandengene til udvinding af salt.

Læsø Kommune. På de det sydlige Læsø, Rønnerne, anvendes strandengene til udvinding af salt.

Læsø Kommune blev oprettet i 1842 af de tre sogne Byrum, Vesterø og Hals. Øen blev først bebygget i middelalderen, da den tilhørte Viborg domkapitel, idet en del dog i en periode tilhørte Vitskøl Kloster. Ved enevælden kom Læsø under kronen.

De to rødkalkede kirker Byrum Kirke og Vesterø Kirke er opført af munkesten omkring 1200. I sidstnævnte er der kalkmalerier fra ca. 1510. Den middelalderlige kirke i Hals var som følge af sognets fattigdom på grund af sandflugten så forfalden, at den blev nedlagt efter 1722. En ny kirke i sognet, Østerby Kirke, blev opført i 1867. I 1954 indviedes Vesterø Havnekirke som filialkirke; den er senere nedlagt.

Saltsydning påLæsø.

Saltsydning påLæsø.

I middelalderen var store dele af Læsø dækket af en tæt fyrreskov. Det stærkt saltholdige grundvand på øens sydlige del, Rønnerne, gav basis for saltsydning. Saltet skulle leveres i Hjarbæk i Limfjorden som læsøboernes landgilde til domkapitlet i Viborg, men var desuden en stor salgsartikel. Sydningen kulminerede i 1600-t., samtidig med at de sidste rester af fyrreskoven blev fældet, hvilket gav udstrakt sandflugt.

Annonce

Læsøs bebyggelse har fra middelalderen bestået af spredtliggende gårde, der i små grupper dyrkede agerjorden i fællesskab i "haver", der var indhegnede med tørvediger. Tang fra stranden blev brugt både som gødning og som materiale til tækning af gårdene. Derudover blev der græsset kreaturer, især får, på de sandede udmarker og overdrev, der også blev brugt til gravning af tørv og lyngslæt til brændsel.

Læsø.  En af de gamle gårde bygget i bindingsværk og med tangtag. Fotografi fra 2003.

Læsø. En af de gamle gårde bygget i bindingsværk og med tangtag. Fotografi fra 2003.

Samtidig med den økologiske katastrofe i 1600-t. oplevede Læsø en økonomisk blomstring. Mange bønder erhvervede skibe, som de sejlede med i en udstrakt fragtsejlads mellem det dansk-norske riges enkelte dele. Det drejede sig især om transport til Danmark af norsk tømmer fra Oslofjordens vestlige del og fra Bohuslen med landbrugsvarer og øl som returfragt. Desuden blev der på Læsø fanget mange hornfisk, som i saltet stand blev solgt i havnebyerne.

I 1700-t. blev denne skudefart udkonkurreret af søfarten fra købstæderne, så mændene fra Læsø måtte tage hyre på borgernes skibe. Det betød, at konerne og de gamle mænd alene måtte stå for landbruget, hvilket gav helt specielle sociale relationer. Først omkring 1850 blev jorderne udskiftet af fællesskabet. En noget usikker indtægt havde læsøboerne endvidere ved bjergning af strandede skibe.

Den særprægede materielle folkekultur på Læsø kan studeres i Læsø Museums Museumsgård, oprettet 1938 ved Byrum, samt i Søfarts- og Fiskerimuseet, oprettet 1976 i Vesterø Havn. Læsø Kommune blev ikke berørt af strukturreformens kommunesammenlægninger i 2007.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl-Erik Frandsen: Læsø Kommune - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119798