Johannes Larsens museum.

.

Svanemøllen ved Johannes Larsens museum.

.

Kerteminde Kommune - industri og service, Jernbanen fra Nyborg til Strib blev i 1865 ført gennem kommunen med stationer i Langeskov og Marslev, men kun omkring Langeskov voksede der en stationsbebyggelse frem. Stationerne blev nedlagt i 1972. Udviklingen i Langeskov er efter anlæggelsen af den fynske motorvej (E20) i begyndelsen af 1990'erne især sket mellem jernbanen og motorvejen, hvor et stort parcelhusområde afgrænses af håndværker- og industrikvarterer mod vest og syd. Indbyggertallet er tredoblet siden 1960. Langeskovcentret er det største handelscenter på Østfyn. Kommunen har mange små, mellemstore og enkelte store virksomheder inden for især jern- og metalindustri; flere af de største er begyndt som håndværksprægede enheder, fx Ib Andresen Industri og Exhausto. Andre større virksomheder er Rexam Closures and Containers og Thermo King Container-Denmark. Det store antal industriarbejdspladser har nydt godt af en god infrastruktur.

Kommunens absolut største arbejdsplads var tidligere Lindøværftet med 2900 ansatte (2006). Værftet var domineret af mandlig arbejdskraft, og der var en betydelig udpendling af kvinder til især nabokommunerne.

I 1900 blev jernbanen fra Odense over Dræby til Kerteminde og Dalby anlagt syd om Kertinge Nor. I 1914 blev den ført videre til Martofte. Kun i Dræby gav den anledning til en mindre stationsbydannelse. Banen blev nedlagt igen i 1966. Blandt Kertemindes største turistattraktioner er Fjord- og Bæltcenteret, hvor et stort undervandsobservatorium tillader studier af havets dyr. På Møllebakken lidt nord for byen er indrettet et meget besøgt museum for den fynske maler Johannes Larsen i kunstnerens hjem.

Læs også om Kerteminde Kommunes kulturlandskab eller læs om kommunen generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig