Østligst på Sjælland og med en 120 km lang kystlinje ud mod Øresund ligger Københavns Kommune. Kommunen er befolkningsmæssigt landets største og er Danmarks hovedstad med sæde for regeringen samt for den øverste domstol, øverste anklagemyndighed, øverste politimyndighed og den øverste militære ledelse af Forsvaret.
Bynavnet København har angivet forskellige områder over tid, og også i dag benyttes det til at angive forskellige udstrækninger, alt efter hvilken sammenhæng navnet anvendes i. Bynavnet fulgte med de gradvise udvidelser af byområdet, men det bliver dog også af mange anvendt til kun at angive tidligere stadier af København. En person, der bor i fx Husum, kan i én kontekst sige, at hun tager ind til København, i betydningen Indre By, mens hun i andre kontekster præsenterer sig selv som bosiddende i København. Politikere og journalister vil typisk bruge København i betydningen det område, som Københavns Kommune dækker, mens geografer ofte bruger bynavnet til at angive den sammenhængende bebyggelse, inkl. flere af nabokommunerne. I Trap Danmark angiver København det samme område, som dækkes af Københavns Kommune, medmindre andet specificeres nærmere. Middelalderbyen dækker det bebyggede område inden for voldene. Betegnelsen Hovedstadsområdet, som bl.a. anvendes af Danmarks Statistik ved opgørelser af befolkningstal, omfatter hele den sammenhængende bebyggelse i både Københavns Kommune og en række af de omkringliggende kommuner. Når du i Trap Danmark møder betegnelsen »hovedstaden«, må det derfor ikke forveksles med Hovedstadsområdet.
Københavns placering ud til Øresund har op igennem tiden været årsag til dens status som økonomisk og strategisk magtfaktor.
Mens adgangen til havet havde afgørende betydning for byens økonomiske fremgang, var det i høj grad militære hensyn, der indtil demarkationslinjens gradvise ophævelse fra 1852 kom til at definere dens areal og befolkningsudvikling: Først herefter blev det muligt at bygge i langt større omfang foran byens befæstning, hvor der havde været stramme reguleringer af hensyn til forsvaret.
Fra midten af 1800-tallet voksede Københavns industri frem. En vigtig nøgle til, at industrien kunne blomstre, var den forbedrede infrastruktur med bl.a. landets første jernbaneforbindelse, som blev anlagt i 1847 på strækningen København-Roskilde. En anden var havnens udbygning.
København var en udpræget industriby frem til 1960’erne. Københavns betydelige industri og det store antal arbejdere i byen har også været med til at tegne dens politiske landskab. Siden 1938, hvor kommunen har haft en overborgmester i spidsen, har posten været beklædt af en socialdemokrat, og bystyret har langt overvejende været rødt.
Fra 1970’erne og i de efterfølgende ca. 20 år forvandledes vækst imidlertid til stagnation. Mange virksomheder lukkede eller flyttede ud af kommunen, ligesom mange københavnere flyttede til omegnskommunerne, hvor parcelhuse med plads, lys og luft lokkede. I kommunalt regi iværksattes tiltag for at forbedre og forøge boligmassen, hvilket resulterede i både nybyggede almennyttige boliger og renovering af ældre huse. Mange af de forladte industri- og forsyningsbygninger samt militære anlæg har efterhånden fundet ny anvendelse i ombygget form som boliger og kontorer samt kultur- og uddannelsesinstitutioner.
Blandt andet for at vende kommunens økonomiske og befolkningsmæssige nedgang blev det i første halvdel af 1990’erne besluttet at igangsætte en række store infrastrukturprojekter. Tiltagene fulgtes tæt af en massiv byudvikling. Med landets gradvise overgang fra industri- til videnssamfund har hovedstaden spillet og spiller fortsat en afgørende rolle. Og mens kommunen i 1994 var tæt på at gå fallit, viser budgettet for 2020, at den i højeste grad er blevet økonomisk bæredygtig igen. Beskæftigelsen er dobbelt så stor som i landets næststørste kommune, Aarhus, og store institutioner som fx Københavns Universitet, Rigshospitalet, Det Kgl. Bibliotek og DR Byen er med til at tegne byens profil uddannelses- og arbejdspladsmæssigt.
Dertil kommer byens attraktive kulturliv, der tæller de gamle og traditionsrige kulturinstitutioner såvel som et stort vækstlag.
Ganske som tidligere spiller kommunens geografiske placering en vigtig rolle. Nu er det dog i mindre grad kystlinjen, som har betydning, og i højere grad kommunens placering centralt i Nordeuropa med bl.a. Øresundsforbindelsen og med Københavns Lufthavn i nabokommunen Tårnby som brohoved til resten af verden, som er med til, at København kan gøre sig gældende i den internationale storbykonkurrence. Den tætte bebyggelse levner ikke megen plads til natur som for en stor dels vedkommende er knyttet til parkerne. Dertil kommer flere områder, der er opstået ved inddæmning eller ved opfyldning.
Mens fortællingen om København fra begyndelsen af 00’erne således er domineret af optimisme og økonomisk opsving, er der dog samtidig en bagside af medaljen. Kommunen har haft held til at vende udviklingen med det faldende befolkningstal. Men med ejerboligernes kvadratmeterpriser, som er steget med 70 % i perioden 2012-18, kan man med rette stille spørgsmålet: Hvem skal byen være for? Herlighedsværdien er i høj grad forøget, men eksempelvis de studerende har i stigende grad svært ved at finde en bolig, de har råd til. Kommunens fremtidsvisioner i Kommuneplan 2019 tager højde for dette dilemma, idet målet for byudviklingen bl.a. er, at 25 % af de nye boliger skal være almene, og at der skal opføres 12.000 nye ungdomsboliger. Samtidig ønsker man at skabe rammer for en varieret befolkningssammensætning gennem boliger af vekslende størrelse, som kan tilgodese forskellige behov. Samme kommuneplan sætter fortsat fokus på byens grønne profil, som ønskes styrket bl.a. ved at mindske den omfattende privatbilisme i byen og tilsvarende udbygge den kollektive transport.