Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Københavns Kommune (Forvaltningshistorie)

Oprindelige forfattere JBuO, JNC og KLas Seneste forfatter Redaktionen

Københavns oprindelige særstilling var betinget af, at byen tilhørte kirken, nemlig biskoppen af Roskilde, oprindelig en gave fra Valdemar 1. den Store til Absalon. Ordningen varede indtil 1416, da Erik 7. af Pommern erhvervede byen. Om end der i den første stadsret fra 1524 var tale om visse lokale beføjelser, og selvom begrebet borgmester optræder fra midten af 1300-t., var den almindelige borgers indflydelse på bystyret beskeden.

Under og efter belejringen af København under krigen mellem Danmark og Sverige 1657-61 afgav og fornyede Frederik 3. løfter til borgerne om nye privilegier for byen, og disse dannede grundlag for byens styre indtil 1840. Den vigtigste bestemmelse i privilegierne var, at borgerskabet sammen med magistraten fik ret til at vælge 32 borgere blandt byens velstående købmænd, som i fællesskab med magistraten skulle vedtage byens anliggender.

Magistraten bestod af 3-4 borgmestre og et skiftende antal (normalt 6-8) rådmænd, som alle var kongevalgte. Den borgmester, som var formand for magistraten, havde titlen præsident, fra 1747 overpræsident.

Annonce

I 1840 udstedte Christian 8. en anordning om kommunalbestyrelsen i København. Herved skabtes grundlaget for et moderne bystyre. 32-mandsforsamlingen, der efterhånden var blevet selvsupplerende, blev afløst af en folkevalgt borgerrepræsentation på 36 medlemmer.

Valgret og valgbarhed var betinget af borgerskab og skattebetaling samt for halvdelens vedkommende af ejendomsbesiddelse. Ved det første valg i 1840 havde kun 1,6% af indbyggerne valgret.

Magistraten bestod af en overpræsident og tre borgmestre samt seks rådmænd. Overpræsidenten og borgmestrene blev som hidtil udpeget af kongen, mens rådmændene nu blev valgt af borgerrepræsentationen. Borgerrepræsentationens indflydelse var dog stadig stærkt begrænset, bl.a. fordi statens centralforvaltningsorgan, Det Danske Kancelli, i uenigheder mellem borgerrepræsentationen og magistraten skulle træffe afgørelse, og kancelliet støttede som hovedregel magistraten.

Grundloven af 1849 fastslog kommunernes ret til selvstyre, og der blev herefter udarbejdet nye bestemmelser både for København og for landets øvrige kommuner. Magistraten og borgerrepræsentationen havde i fællesskab den besluttende myndighed, og kompetencedelingen imellem dem blev i praksis opretholdt fra 1857 til 1938. I 1857 blev borgerrepræsentationens magtposition over for magistraten fastslået. Borgerrepræsentationens myndighedsområde blev udvidet med sager, der tidligere havde hørt under forskellige direktioner og kommissioner. Magistratens medlemmer skulle nu vælges af borgerrepræsentationen med efterfølgende kongelig stadfæstelse. Magistraten kom til at bestå af fire borgmestre, der blev valgt efter opslag for livstid, og fire rådmænd, der blev valgt for seks år ad gangen. Overpræsidenten, der blev kongelig udpeget, var fortsat formand for magistraten.

I 1861, 1865 og i 1908 udvidedes kredsen af kommunale valgberettigede i København. Københavns Kommune, der tidligere omfattede byen inden for voldene samt fællederne udenfor, fik 1901-02 tredoblet arealet ved indlemmelsen af Valby, Brønshøj og Sundbyerne. I 1902 blev borgerrepræsentationen udvidet til 42 medlemmer, i 1913 til 55. Først i 1938 gennemførtes den afgørende demokratisering, ved at borgerrepræsentationens 55 medlemmer alene fik tillagt den besluttende myndighed i kommunens anliggender, mens magistraten fik den administrative myndighed. Overpræsidenten udtrådte af magistraten, og formandskabet overgik til den valgte overborgmester.

Som en udløber af kommunalreformen i 1970 fik Københavns Kommune i 1978 en ny styrelseslov. Hovedprincipperne i loven var for det første, at København skulle opretholdes som én kommune, der fortsat er både primær- og amtskommune. For det andet bevaredes den hidtidige magistratsordning, hvorved København fortsat skulle styres af to organer, hvor borgerrepræsentationen var kommunalbestyrelse og besluttende myndighed, mens magistraten var den udøvende myndighed. Som det tredje hovedprincip skulle magistratens medlemmer, i alt syv inklusive overborgmesteren, alene vælges blandt borgerrepræsentationens medlemmer, og rådmandsinstitutionen bortfaldt.

Selvom Københavns Kommune på en række punkter nu blev bragt på linje med de øvrige kommuner, især de såkaldte magistratskommuner, har den indtil 1998 bevaret en særstilling nedfældet i en særlig lovgivning.

Fra 1998 er der ved lov og efter beslutning i borgerrepræsentationen sket en væsentlig omlægning af Københavns styre, samtidig med at den særlige københavnske styrelseslov er ophævet. Magistratsstyret er blevet afløst af et mellemformsstyre med delt forvaltning. Styret består herefter af en borgerrepræsentation på 55 medlemmer inklusive de syv borgmestre. Den udgør kommunalbestyrelsen og vælger et økonomiudvalg og seks stående udvalg, imellem hvilke opgaverne er fordelt. Overborgmesteren er formand for såvel borgerrepræsentationen som økonomiudvalget.

Hvert af de seks stående udvalg ledes af en udvalgsformand, benævnt borgmester, der tillige har den daglige administrative ledelse inden for udvalgets fagområde, mens en række økonomiske og generelle anliggender henhører under økonomiudvalget. Der etableres samtidig syv enhedsforvaltninger, svarende til de syv udvalg.

Forud for vedtagelsen af 1978-styrelsesloven var der både i Borgerrepræsentationen og Folketinget forslag om at opdele København i flere kommuner. Ved en beslutning i Borgerrepræsentationen, der senere blev fulgt op af lovgivning, blev der 1997-2001 gennemført forsøg med bydelsstyre i Københavns Kommune. I denne periode varetog lokalt valgte bydelsråd i fire bydele ca. 80% af de primærkommunale opgaver. I 2000 blev der afholdt en vejledende folkeafstemning i kommunen om, hvorvidt lokalt bystyre skulle indføres; 33,6% stemte ja, 66,4% stemte nej, og stemmeprocenten var 70,5. På baggrund heraf besluttede Borgerrepræsentationen, at forsøget med bydelsstyre ikke skulle videreføres efter forsøgsperiodens ophør. 2001-05 undersøgte et særligt politikerudvalg, nedsat af Borgerrepræsentationen, udviklingen af demokrati og service i Københavns Kommune.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Busch Olsen, Jens N. Christiansen, Kent Lassen: Københavns Kommune (Forvaltningshistorie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113264