Vadehavets nordligste barriereø, den 16 km lange Fanø, ligger på grænsen mellem Vesterhavet og Vadehavet kun 2,5 km fra havnebyen Esbjerg. Med et befolkningstal på blot 3.404 er Fanø Kommune en af landets absolut mindste, og op til, at Strukturreformen trådte i kraft i 2007, talte den daværende borgmester for at fusionere med Esbjerg Kommune. Fannikkerne stemte dog imod en sådan sammenlægning, og Fanø fortsatte efter reformen som selvstændig økommune.
Af alle danske kommuner har Fanø den højeste naturandel, og den forholdsvis unge ø, som er skabt af vind, bølger og tidevandsaflejringer for ca. 6.000 år siden, præges af to væsensforskellige kystlandskaber. Langs læsiden mod øst er der strandenge og store tidevandsflader, der tiltrækker et rigt fugleliv. Kysten mod vest er i kontrast hertil eksponeret mod Nordsøen; her rammer det åbne havs bølger med stor kraft og aflejrer sand og grus, hvilket har dannet den brede sandstrand, der siden sidste halvdel af 1800-tallet har tiltrukket stadig flere sommergæster. Lige siden badehotellernes opblomstring er en stor andel af turismen kommet fra Tyskland, hvilket især omkring århundredeskiftet var med til at præge hotellernes og turistvillaernes arkitektur. I dag foregår de fleste turistovernatninger i øens mange feriehuse, og med over 838.000 årlige overnatninger er Fanø den danske kommune, hvor turismen betyder mest.
Skønt Fanø er en ung ø, der først blev permanent beboet i middelalderen, er der gjort enkelte fund fra yngre stenalder og jernalder. Et af de mest bemærkelsesværdige fund fra området stammer dog helt tilbage fra omkring 11.000 år f. Kr. Dengang var Fanø endnu ikke dannet, men indgik i det sammenhængende landområde Doggerland, der strakte sig fra det nuværende Danmark til England. Med havstigningen omkring afslutningen af sidste istidforsvandt den sidste rest af Doggerland, men på Fanø Vesterstrand blev der i 1990 fundet en fint forarbejdet ravbjørn, der menes at stamme fra Doggerland.
Der har været bebyggelse og fiskeri på øen allerede fra 1200-tallet, men pesten tog hårdt på befolkningen, og en skriftlig kilde fortæller, at øen i midten af 1300-tallet næsten døde ud. Hovedbyen Nordby på øens nordøstside er ligesom den mindre Sønderho i øens sydlige ende anlagt som fiskerleje i 1400‑1500-tallet, hvor der også begge steder blev opført kirker. Fiskeriet bibeholdt en central betydning frem til midten af 1700-tallet, hvor skibsfarten sammen med skibsbyggeriet overtog som hovederhverv, en status, det bevarede frem til slutningen af 1800-tallet.
Da sandflugt siden de første permanente bosættelser har besværliggjort dyrkningen af jorden, har agerbruget altid været stærkt begrænset. I løbet af middelalderen kom et stort fårehold, hvilket pga. afgræsning forværrede sandflugten. For at standse denne – og for at producere tømmer og brændsel – anlagde staten fra 1892 Fanø Klitplantage. Plantagen, der ligger mellem de to kystlandskaber, dækker i dag ca. 1.400 ha. Kun to tredjedele er bevokset, primært af bjergfyr, og de ubevoksede dele veksler mellem hede, eng og mose. Insektlivet er rigt, og plantagen udgør sammen med østkystens tidevandsflader og strandengen Grønningen mod nord en vigtig del af øens naturområder. Tidevandsfladerne indgår i Nationalpark Vadehavet, og her kan man alene ellervia guidede ture observere massevis af vadefugle og nogle af de mange spættede sæler, der bl.a. holder til ud for Nordby Havn.
Oplevelseserhverv, som de guidede naturture indgår i statistikken, når andelen af beskæftigelsen inden for forskellige brancher gøres op, og her kan Fanø Kommune opdeles i tre overordnede og næsten lige store kategorier: En tredjedel af øens erhvervsaktive lever af turisme, en tredjedel pendler til forskellige arbejdssteder på fastlandet, overvejende i Esbjerg, og en tredjedel er kommunalt ansat. Til trods for at kommunen som følge af tilflytning og indvandring oplever en vis befolkningstilvækst, viser fremskrivningen, at andelen af erhvervsaktive på grund af aldersstigning vil falde, en tendens, der gør sig gældende i flere af de vanskeligt tilgængelige økommuner.
Netop det isolerede øliv begyndte i sidste halvdel af 1800-tallet at tiltrække nationalromantiske malere som bl.a. Julius Exner, der afbildede dagligdagen, landskaberne, fiskeriet og kvinderne i de karakteristiske Fanødragter, som blev båret helt indtil midten af 1900-tallet og stadig i dag bliver vist frem ved fester som Sønderhodagen og Fannikkerdagene, hvor også de gamle musik- og dansetraditioner holdes i hævd. De særegne landskaber, lyset og livet nær havet er forblevet gennemgående temaer blandt de mange billedkunstnere, der siden er søgt til Fanø. Også en del forfattere har gæstet og bosat sig på øen; Poul Ørum boede her en stor del af sit liv, og den tidligere kulturminister og forfatter Julius Bomholt havde en feriebolig på øen, der i dag er legatbolig og har været med til at tiltrække yngre forfattere som Lone Hørslev, Martin Glaz Serup og Jeppe Brixvold.