• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Billund Kommune

Oprindelig forfatter K-EF Seneste forfatter Redaktionen

Billund Kommune, fra 1.1.2007 kommune i Midtjylland; kommunen består af de tidligere primærkommuner Billund og Grindsted og hører til Region Syddanmark. Området svarer stort set til den gamle retskreds Slavs Herred. Det administrative centrum ligger i Grindsted.

Byrådet i Billund Kommune består af 25 medlemmer (2017). Ib Kristensen (f. 29.11.1951) fra partiet Venstre er borgmester siden 2007.

Naturforhold

Kommunen ligger umiddelbart vest for hovedstilstandslinjen, dvs. den sidste istids maksimale udbredelse. Hedeslette og bakkeø er dominerende landskabsformer. Det meste af kommunen ligger på den store Grindsted Hedeslette med bl.a. den fredede Randbøl Hede; næsten halvdelen af denne findes inden for kommunegrænsen.

Billund Kommune (Kommunefakta)
Billund vaaben cmyk copy.jpg 25901419.601.png
Areal (km2) 537
Indbyggertal
1985 24.034
2017 26.481
Byer over 1000 indb. (2017)
Grindsted 9719
Billund 6313
Sønder Omme 1697
Vorbasse 1343
Hejnsvig 1043
Kommuner før reformen:
Billund Kommune
Grindsted Kommune
Kommunens hjemmeside
Ordet Billund kendes fra 1454 som Byllundt 'lunden med bier'.

I den vestlige og sydlige del hæver Hejnsvig Bakkeø sig op over det omliggende, flade landskab. Den består af sandet, goldt materiale, som nogle steder, fx ved Fitting, går over i mere lerede og stenede jorder. Ved Vorbasse findes flere store plantager, bl.a. Høllund Søgård Plantage.

Mod nord løber Omme Å, som er en del af Skjern Å-systemet, mens Grindsted Å og længere mod syd Ansager Å begge løber til Varde Å. Lystfiskeri langs åerne er udbredt, og åvandet, der blev brugt til engvanding i 1800-t. og første halvdel af 1900-t., anvendes nu mange steder til dambrug. Hedeområder findes fortsat på de mest sandede og tørre arealer, således omkring Sønder Omme og på flere flyvesandsområder syd for Grindsted Å. Den i 1969 fredede Grene Sande er med sine vindbrud og nøgne klitter et udflugtsmål.

Kulturlandskab

I kommunen har der været over 800 små gravhøje. I flere af disse er fundet enten stridsøkser af sten eller ravperler, som er karakteristiske gravgaver i hhv. mands- og kvindegrave fra yngre stenalders enkeltgravskultur (ca. 2800-2400 f.Kr.).

Annonce

På et 260 ha stort areal nord for Vorbasse er der 1974-87 udgravet otte jernalderlandsbyer, der tilsammen dækker perioden 100 f.Kr. til 1100 e.Kr. Der er endvidere afdækket flere mindre gravpladser med tilknytning til bebyggelsens ældre faser; se Vorbasse.

Den oprindelige bebyggelse var præget af små landsbyer og mange enkeltgårde, der lå i tilknytning til engarealer langs åerne. Landgilden var næsten udelukkende animalske produkter (især smør), hvilket afspejler at hovedvægten i landbruget lå på kvægavl.

Den middelalderlige kirke i Vorbasse, Hellig Legems Kirke, var pga. en hellig kilde berømt som valfartskirke. Ved kirken opstod et meget besøgt marked, der stadig afholdes. I Vorbasse Sogn er der rester af yderligere to kirker (Fitting og Almstok), der begge blev opgivet i 1300-t.

Indtil cirka 1900 dominerede lyngheden overalt, og især i 1600-t. var sandflugten et alvorligt problem.

Billund Airport. I 2002 blev denne nye terminal taget i brug, tegnet af KHR Arkitekter, mens et parkerings- og kontorhus er tegnet af C.F. Møllers Tegnestue.

Billund Airport. I 2002 blev denne nye terminal taget i brug, tegnet af KHR Arkitekter, mens et parkerings- og kontorhus er tegnet af C.F. Møllers Tegnestue.

I 1759 blev en række tyske familier indkaldt fra Pfalz-Hessen, "kartoffeltyskerne", der med henblik på hedeopdyrkning fik overladt bebyggelserne Skjoldbjerg (Moltkenberg) og Knurborg (Frederiksnåde). Seks år senere blev tyskerne afløst af danske kolonister, der fik skøde på deres ejendomme i 1838, men derudover kom hedeopdyrkningen meget sent til egnen.

I området lå tre små hovedgårde: Urup, kendt fra slutningen af 1300-t., Juellingsholm (tilhørende slægten Juel), der oprettedes 1570, og Donslund, der af hensyn til studeproduktionen blev oprettet samtidig med Juellingsholm. De blev alle udstykket omkring 1914.

Kommunens små landsbyer blev tidligt udskiftet (Grindsted 1769, Hejnsvig 1771). Som alternativ til opdyrkningen af hedearealer blev der i 1850 anlagt en stor plantage i Skødebjerg. Beplantningen kom dog først for alvor i gang efter 1890, da en række københavnske forretningsmænd anlagde store plantager i kommunen, de såkaldte grossererplantager.

Industri og service

Luftfoto af Lalandia Billund med 30.000 m2 aktivitetscenter og 761 feriehuse beliggende ved LEGOLAND Billund og Billund Airport.

Luftfoto af Lalandia Billund med 30.000 m2 aktivitetscenter og 761 feriehuse beliggende ved LEGOLAND Billund og Billund Airport.

Afgørende for områdets økonomiske og demografiske udvikling blev imidlertid anlæggelsen af jernbanerne med knudepunkt i Grindsted. Det begyndte med jernbanen Vejle-Vandel (1897-1957), der i 1914 blev ført frem til Grindsted. Hertil kom Troldhedebanen (Kolding-Grindsted-Troldhede) (1917-68), som især blev anlagt af hensyn til brunkulstransporterne. Diagonalbanen Brande-Grindsted-Bramming (1916-71) sikrede fra 1920 togforbindelsen mellem Randers og Esbjerg. Banen Varde-Grindsted-Vejle blev oprettet i 1919, men nedlagt igen i 1972.

I dag er Grindsted knudepunkt for tre hovedveje, men der er langt til motorvejene. Byens centrale beliggenhed var baggrunden for dels oprettelse og udbygning af forædlingsindustri for landbruget, dels Grindstedværkets kemiske industri allerede fra 1920'erne.

Billund har siden 1950 gennemgået en meget kraftig industrivækst, først og fremmest pga. LEGO Gruppen (grdl. 1932), hvis økonomiske vanskeligheder i 2003 og 2004 dog påvirkede lokalområdet i negativ retning. Siden 2005 har LEGO Gruppen igen været inde i en positiv økonomisk udvikling, som har medført en stigning i antallet af arbejdspladser. Kommunen har desuden en række mindre og mellemstore virksomheder.

Hovedindgangen til LEGOLAND Billund. Der er endvidere etableret LEGOLAND-parker i Tyskland, England og Californien.

Hovedindgangen til LEGOLAND Billund. Der er endvidere etableret LEGOLAND-parker i Tyskland, England og Californien.

Billund Airport med over 2,7 mio. årlige passagerer er kommunens anden store arbejdsplads; indenrigstrafikken er mindsket efter åbningen af Storebæltsforbindelsen, men udlandstrafikken, såvel charter- som rutetrafikken, er i vækst. Ligeledes er mængden af luftfragt via Cargo Center Billund i stadig vækst. I 2002 blev lufthavnen udvidet med en parkerings- og kontorbygning tegnet af Arkitektfirmaet C.F. Møller og en ny passagerterminal tegnet af KHR arkitekter AS og skiftede ved samme lejlighed navn til Billund Airport.

I den nordlige del af Billund ligger forlystelsesparken LEGOLAND, der årligt trækker over 1,7 mio. (2013) turister til kommunen. Endvidere åbnede i 2009 Lalandia Billund, der bl.a. består af et over 10.000 m2 stort badeland og et oplevelsescenter; der er tilknyttet over 800 privatejede udlejningssommerhuse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl-Erik Frandsen: Billund Kommune i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47157