Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Assens Kommune - industri og service

Oprindelige forfattere K-EF og NGB Seneste forfatter Redaktionen

Jernbanen Nyborg-Middelfart blev anlagt i 1865 og har stationer i kommunen i Skalbjerg, Bred og Årup. Efter anlæggelsen af jernbanen Tommerup-Assens i 1884 udviklede Glamsbjerg stationsby sig til en bymæssig bebyggelse. Jernbanen fik også stationer i Tommerup, Flemløse, Knarreborg og Nårup samt trinbrætter i Holtegård, Koppenbjerg, Høed, og Kivsmose, men nedlagdes i 1966. Jernbanen Odense-Nr. Broby-Faaborg (1906-54) gik igennem den østlige del af kommunen med station i Trunderup og Jordløse.

Erhvervslivet er alsidigt med mange offentlige og private servicevirksomheder og industribrancher. Den overvejende del af kommunens arbejdspladser ligger i Assens og beskæftiger lokal arbejdskraft; den beskedne pendling sker især til Odense. En del industri er også samlet i Glamsbjerg, hvor virksomheder med bl.a. ostefremstilling, metalforarbejdning samt håndværk findes.

Syd for Glamsbjerg ligger tvillingelandsbyerne Køng-Gummerup med Køng Folkehøjskole og Flemløse-Voldtofte, der er lokalcenter med serviceerhverv i mindre målestok. De i Hårby tidligt opståede industriforetagender med tilknytning til landbruget er nu afløst af bl.a. møbel-, plast-, maskin- og elektronikindustri. Den nu lukkede hørfabrik i Tommerup var tidligere den største virksomhed i området; i dag dominerer maskinindustri (vaskerimaskiner) og byggeindustri. Issøler i fladbakker i kommunens vestlige del ved Skovstrup anvendes til tegl af Tommerup Bygningskeramik A/S, der flyttede hertil i 1980 fra Tommerup Stationsby; virksomheden har samarbejdet med en række kunstnere om store keramiske værker.

Annonce

Læs mere om Assens Kommune.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl-Erik Frandsen, Nils G. Bartholdy: Assens Kommune - industri og service i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41087