Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - regional fordeling af erhverv og befolkning efter 1945

Oprindelig forfatter BuNi Seneste forfatter Redaktionen

Efterkrigstidens erhvervsudvikling har ændret erhvervenes og befolkningens geografiske fordeling i Danmark.

Industrien

I 1950'erne var industrien udpræget skævt fordelt i landet. Dengang lå over halvdelen af dens arbejdspladser i København og det øvrige NØ-Sjælland, i 2005 kun en fjerdedel. Til gengæld er industrien vokset markant i Jylland. Vestjylland, som frem til 1965 var landets mindst industrialiserede egn, har i dag flere industriarbejdspladser pr. 1000 indbyggere end nogen anden landsdel.

I 1960'erne var årsagen til en del af industriens vækst i Jylland, at virksomheder flyttede dertil fra København. Men siden 1970 skyldes omfordelingen især, at der er blevet etableret langt flere nye virksomheder i Jylland end i Københavnsområdet.

Annonce

I Jylland voksede industrien især i de mindre og mellemstore byer i Vest-, Midt- og Sønderjylland, ofte præget af en enkelt betydningsfuld virksomhed; i flere af de gamle industribyer på østkysten stagnerede beskæftigelsen.

Det er ikke al industri, der er forsvundet fra Københavnsområdet. Den højteknologiske industri, fx medicinalvareindustrien, der i høj grad er baseret på forskning og har en højtlønnet arbejdsstyrke, er i vid udstrækning forblevet i NØ-Sjælland. Jo større andel lavtlønnede og ufaglærte en industribranche har, jo større er de vestlige landsdeles andel af beskæftigelsen i branchen.

Siden ca. 1990 har væksten i industrien især fundet sted i nye brancher. Industrien er derfor vokset kraftigt i byer som Kalundborg og Hillerød (fremstilling af medicinalvarer) og på Ringkøbing-egnen (vindmøller).

Serviceerhvervene

Landbrug og industri er, hvad beskæftigelse angår, blevet overhalet af handels- og serviceerhvervene. I slutningen af 1960'erne nåede disse op på at udgøre halvdelen af de beskæftigede, og de udgør en stadig større andel af beskæftigelsen.

Beskæftigelsen i den offentlige service blev fordoblet fra 1970 til 1985, hvorefter væksten stagnerede. Stigningen var kraftigst i mange landdistrikter og småbyer, hvor den offentlige service indtil 1970 havde været beskeden af omfang. Også den erhvervsrettede service (banker, forsikring, reklame, it m.m.) voksede i 1970'erne, men her fortsatte væksten 1980'erne igennem. Ekspansionen i den erhvervsrettede service har været særdeles kraftig siden 1990 som følge af udviklingen af IT og konsulenttjenester. Til forskel fra den offentlige service er der tale om udprægede storbyerhverv; ca. 1/4 af arbejdspladserne ligger i Københavns Kommune og en anden fjerdedel i resten af hovedstadsområdet. Disse voksende erhverv har dermed siden 1980'erne givet byerne et tilskud af arbejdspladser til erstatning for den industri, som er blevet opgivet.

Siden begyndelsen af 1990'erne er beskæftigelsen i de største byer og deres oplande vokset mere end i resten af landet. De mindre byer i landets yderområder har til gengæld mistet arbejdspladser. Storbyernes vækst skyldes formentlig, at IT og viden er blevet vigtige produktionsfaktorer i erhvervene, og at storbyernes koncentration af forskning og knowhow derfor har givet dem særlige fordele.

Arbejdsløshed

I 1950'erne var arbejdsløsheden strukturelt set knyttet til landbosamfundet og effektiviseringen af landbruget. De såkaldte arbejdsløshedsøer blev reduceret i udstrækning med højkonjunkturen i årene 1958-73, men den økonomiske krises indtræden i 1974 bevirkede, at arbejdsløsheden på ny slog igennem overalt i landet. Fra slutningen af 1990'erne faldt arbejdsløsheden dog igen til et lavere niveau.

Generelt er arbejdsløsheden højest på øerne uden for hovedstadsområdet og i det nordøstlige Jylland. Arbejdsløsheden i det øvrige Jylland samt i hovedstadsområdet ligger gennemgående omkring eller under landsgennemsnittet.

I hovedstadsområdet er der tydelige lokale forskelle i arbejdsløsheden, idet arbejdsløsheden i Københavns Kommune er noget over landsgennemsnittet, mens arbejdsløsheden i omegnskommunerne er lav.

Den højeste arbejdsløshed findes i dag i de områder, hvor industrialiseringen fandt sted før 2. Verdenskrig, og skyldes omstilling af industrisamfundet. Desuden er arbejdsløsheden høj i nogle landdistrikter, især på de sydlige øer.

Arbejdsløsheden er gennemgående højere for kvinder end for mænd. Specielt i de mindre bysamfund er kvindelige arbejdsløse i overtal, mens arbejdsløsheden er så godt som ens for de to køn på det mere alsidige københavnske arbejdsmarked.

Det er kun en mindre del af den befolkning, som ikke er i beskæftigelse, der er registreret som arbejdsløse. Omkring en fjerdedel af befolkningen i den arbejdsføre alder lever af sociale ydelser. I 2015 udgjorde helårsmodtagerne af alle indkomsterstattende ydelser (især førtidspension, dagpenge, efterløn og kontanthjælp) 30% af de 20-66 årige. Andelen er lavere i hovedstadsområdet, lavest på Københavns nordegn, og i en række øst- og vestjyske kommuner. Andelen er højere i Vendsyssel, på Fyn, på Syd- og Vestsjælland og højest på Vestlolland, hvor henved 40% af befolkningen i arbejdsalderen lever af sociale ydelser.

Geografisk arbejdsdeling

Erhvervenes geografiske udvikling har siden 2. Verdenskrig delt Danmark i tre hovedtyper af områder:

Vest-, Midt- og Sønderjylland er præget af forholdsvis ny industri med mange ufaglærte. Der er i de fleste erhverv flere selvstændige end i det øvrige Danmark.

Hovedstadsområdet og Århusområdet er præget af serviceerhvervene, specielt af erhvervsrettet service og af overordnede offentlige institutioner. Statens ansatte er koncentreret i hovedstadsområdet, funktionærerne er i overtal, og indkomsterne er højere end i det øvrige land med Københavns Kommune som den markante undtagelse.

I det øvrige land, dvs. Nordjylland, dele af Østjylland samt øerne uden for hovedstadsområdet, er der mere ældre industri end ellers i landet. Der er forholdsvis mange arbejdere, ofte faglærte, og en arbejdsløshed, der ligger højere end andre steder i landet.

Der er således en vis arbejdsdeling mellem landets forskellige egne. Nogle områder er specialiseret i landbrug og industri, mens andre leverer finansiel og overordnet offentlig og privat service.

Generelt er serviceerhvervene, både de offentlige og de private, stærkest udbredt på øerne, specielt i hovedstadsområdet, og i Århus, mens produktionserhvervene dominerer resten af Jylland, særlig Midt- og Vestjylland.

Befolkning

Frem til 1970 koncentreredes befolkningen til de større byer. Især landdistrikterne mistede befolkning. Men også mange mindre byer oplevede stagnerende befolkningstal i 1950'erne og 1960'erne.

Rationaliseringerne i landbruget betød, at antallet af medhjælpere faldt stærkt i 1950'erne, og at antallet af gårde begyndte at falde fra 1960. Sammen med industri- og serviceerhvervenes ekspansion bevirkede det, at befolkningens geografiske fordeling ændredes.

I 1950'erne voksede byerne, specielt de større, kraftigt. Til gengæld faldt befolkningstallet i mange landsogne, selvom fødselstallet her var højere end i byerne.

I 1960'erne kunne en del af afvandringen fra landbruget beskæftiges lokalt i kraft af industriens vækst i de mindre og mellemstore byer. Til gengæld voksede serviceerhvervene kraftigt i de største byer, og disses befolkning voksede fortsat hurtigere end landsgennemsnittet til trods for, at industribeskæftigelsen i dem gik ned.

I 1970'erne vendte udviklingen, således at folketallet voksede i de små byer. Jyllands befolkningstal blev større, mens hovedstadsområdets faldt. De rene landdistrikter gik dog fortsat tilbage i folketal, men i et langsommere tempo end før.

Den ændrede befolkningsudvikling i 1970'erne hang sammen med, at den offentlige sektor ekspanderede i de nye storkommuner, der blev dannet ved kommunalreformen i 1970. Hertil kom, at industrien voksede i småbyerne. Også boligpolitikken, som favoriserede parcelhusbyggeri, skabte nye muligheder for en mere spredt bosætning.

I 1980'erne var befolkningstallet ganske stabilt, og der skete kun små forskydninger i befolkningens geografiske fordeling. Hovedstadsområdets befolkningsnedgang fortsatte, mens Århusegnen havde en mærkbar vækst, især som følge af vækst i de offentlige og private serviceerhverv.

Efter 1990 er folketallet steget mest i de største byregioner, dels på grund af den stærke vækst i beskæftigelsen i den erhvervsrettede service, dels på grund af nettotilvandring fra udlandet. Ændringer i skattepolitikken og nyt boligbyggeri i byernes centrale dele var med til på ny at gøre byerne mere attraktive som bosteder, og også de større provinsbyer oplevede en ny vækst i folketallet. Væksten har været kraftigst i områder, hvortil der flyttes fra Storkøbenhavn og Århus, således i fx Silkeborg og Skanderborg i Jylland og i mange større og mindre byer i Vest- og Sydsjælland. Høje boligpriser, især i Storkøbenhavn, bidrog i årene efter 2000 til at øge tilflytningen til det øvrige Sjælland.

Til gengæld har byer og landdistrikter på Lolland, Falster, Bornholm og de små øer samt i NV-Jylland haft fald i befolkningstallet. Dette skyldes den fortsatte rationalisering i landbruget, fiskeriet og den traditionelle industri.

Læs mere om Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bue Nielsen: Danmark - regional fordeling af erhverv og befolkning efter 1945 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61022